Giacomo Leopardi var den italienske romantiks største digter. Han blev født ind i en adelsfamilie på fallittens rand og ødelagde som ganske ung sit helbred ved umådeholdne studier — "vanvittige" er hans eget ord — af græske, latinske og italienske klassikere.
Leopardi hadede sin fødeby, den lille Recanati ved Adriaterhavet, som han søgte at komme bort fra. Det lykkedes for en kort stund i 1822, igen i årene 1825-1828 og definitivt efter 1830.
Tager man alt med, de endeløse ungdomsskrifter, den kolossale dagbog Zibaldone, som han førte livet igennem, de elegante satiriske prosastykker Operette morali ("Små moralfilosofiske stykker", dansk udvalg i Dialoger, 1963 og Moralske historier, 1989), brevene og digtene, er forfatterskabet omfattende, men det er et ganske lille antal lyriske digte, der har gjort Leopardi udødelig.
Digtene falder i to hovedgrupper, de såkaldte små idyller, bl.a. L'infinito (Uendeligheden) fra omkring 1820, og de store fra tiårets slutning, 1828-1830, da han igen var tilbage i Recanati. Det mest berømte fra denne periode er Le ricordanze (Erindringerne).
Leopardis på en gang krystalklare og følelsesmættede digte er båret af en dyb pessimisme. Livet er uden nogen som helst mening, de eneste virkelige værdier er ungdommens illusioner og senere erindringer om dem.
Efter 1830 skiftede digtene karakter. I det vigtigste, La ginestra, gyvelbusken, der vokser på Vesuv, i hvis nærhed forfatteren tilbragte sine sidste år, kom en helt ny følelse frem: solidariteten mellem mennesker i en verden styret af blinde og destruktive naturkræfter. Kun ganske få af digtene er oversat til dansk.
_-_ritr._A_Ferrazzi,_Recanati,_casa_Leopardi.jpg){kind=link}
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.