lyrik

Lyrik er én af de tre hovedgenrer i den antikke græske litteratur . De to andre er epik og drama. Lyrik kan beskrives som nogenlunde kortfattet, ikke-fortællende digtning på vers.

Faktaboks

etymologi:
Ordet lyrik kommer af fransk lyrique, via latin fra græst lyrikos 'som hører til en lyre, er ledsaget af lyrespil'.

Lyrikken har haft mange former, fx: solosang (med eller uden instrumentledsagelse), fællessang, recitation, individuel stillelæsning.

På samme måde findes der lyrik med mange forskellige slags indhold: religiøst, nationalt, (livs)filosofisk, beskrivende, satirisk, bekendende, stemningsanslående. Lyrik kan være spøgefuldt pointeret, sorgfuld, patetisk osv.

Mange fortællinger har været udformet på vers, fx epos og fabel, men det er vigtigt at fastholde, at lyrik ikke er udfoldelsen af en novellistisk eller historisk beretning. Lyrik er derimod besyngelse eller udtalelse af et jegs eller et fællesskabs oplevelse af det guddommelige, af verden, af sig selv.

Centrallyrik

Et snævrere lyrikbegreb, den såkaldte centrallyrik, betegner stillelæste digte om kærligheden, døden, naturen, Gud. De forekommer i antik græsk og latinsk poesi og i den store kinesiske lyrik under Tangdynastiet. I nyere europæisk litteratur har centrallyrikken især to udgangspunkter, fra Francesco Petrarca ca. 1350 og fra Johann Wolfgang Goethe ca. 1770.

På dansk grund har centrallyrikken fra Ambrosius Stub til Tove Ditlevsen med forkærlighed handlet om landskaber og årstider og kærlighed, i faste strofeformer, undertiden i tilslutning til folkevise eller andre viseformer, og båret af stemning, fx melankolsk eller idyllisk.

Imod denne lange og meget facetterede tradition har modernismen i 1900-tallet opponeret med en anden type af provokerende, brudfyldt, disharmonisk poesi, således fx Klaus Rifbjerg med Konfrontation (1960). Nyere lyrik har ofte foretrukket metrisk ubundne former og undertiden lange kompositioner, således hos Ezra Pound i hans Cantos (1925ff.).

Prosalyrik

er betegnelsen for digtning, der i holdning og emner ligner centrallyrikken, men i formen betjener sig af prosa, ofte en mere eller mindre rytmiseret prosa, introduceret i Charles Baudelaires Petits poèmes en prose/le Spleen de Paris (1869) og Johannes Jørgensens prosastykker i digtsamlingen Stemninger (1892).

Der er ingen skarp grænse mellem poesi og prosa, idet lyrikken findes begge steder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig