Det estiske parlament (Riigikogu) vælges ved forholdstalsvalg med en 5 procents national spærregrænse. Der er hemmelig afstemning, og hver vælger afgiver én stemme.
Landet er inddelt i 12 kredse, som, afhængigt af befolkningsstørrelse, har mellem 6 og 13 kredsmandater. Valget opgøres i tre trin. Først tildeles kredsmandaterne ved en simpel kvote, som findes ved at dividere antallet af stemmer med antallet af kredsens mandater. Kandidater, der har fået flere stemmer end kvoten, er direkte valgt. Dernæst fordeles overskydende mandater i kredsen ved at undersøge partiernes stemmetal i forhold til den simple kvote. Partier, der har stemmer til flere mandater, får tildelt disse, fratrukket eventuelle tidligere opnåede direkte mandater. Personen, der har opnået flest stemmer på partiets liste, er valgt, under betingelse af at have opnået mindst 10 procent af den simple kvote. Mandater, der ikke er tildelt i de to første trin, indgår i en national pulje som tillægsmandater, der fordeles efter en modificeret D'Hondts metode.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.