Ernst Frandsen

Frandsen blev cand.mag. i dansk, tysk og latin i 1922 fra Københavns Universitet og underviste i gymnasieskolen, medens han også fulgte et målrettet forskningsspor, som hurtigt resulterede i en disputats: Mariaviserne. Den lyriske Madonnadigtning fra Danmarks Middelalder, belyst gennem Bønnebøgernes Prosatekster (1926).

I 1929 blev han efter konkurrence docent i dansk litteratur ved det nye Aarhus Universitet og i 1934 udnævnt til professor i nordisk litteratur.

Her fortsatte hans forskning i primært den ældre litteratur, med hovedvægt på lyrik, således en biografi om den kristne renæssancedigter Hans Christensen Sthen (1932), et nybrydende værk Folkevisen. Studier i Middelalderens poetiske Litteratur (1935, genudgivet 1969) og også en nyvurdering med Johannes Ewald. Et Stykke dansk Aandshistorie (1939, genudgivet 1968). Sideløbende udgav han udvalg af sagn og af Brorson-salmer samt især af folkeviser, dels til gymnasiebrug, og dels et udvalg som på markedet fra 1940'erne og årtier frem, med træsnit af Povl Christensen, blev en steady-seller.

Frandsen udfoldede dertil et nyere område – 1890'ernes lyrikere, først i en lille bog Ludvig Holstein. En Analyse og en Karakteristik (1931) med tidstypisk stil-fokus, dernæst forskellige artikler og udgivelser af (svigerfaderen) Sophus Claussens skrifter og sluttelig med en prægnant monografi, Sophus Claussen I-II (1950), med bestemmelse af forfatterskabets stil, indre sammenhæng og forhold til periodens idéer.

Frandsen byggede som også en værdsat underviser danskfaget op i Aarhus, og han engagerede sig tillige stærkt i hele etableringen af det nye universitets akademiske miljø, bl.a. var han den første valgte rektor i 1935-1936.

Under indtryk af verdenskrigen skrev Frandsen med bogen Aargangen, der maatte snuble i Starten (1943, genudgivet 1965) en ny type samtidslitteraturhistorie; det var sjældent, en litteraturhistorieprofessor ytrede sig udførligt så tæt på egen tid, og han betegnede den da også som et skrift, og ikke afhandling som ellers almindeligt. Den gav et åndshistorisk overblik over mellemkrigstidens litteratur og livsanskuelsesdebat, og med især forfatteren Tom Kristensen og Jacob Paludan som prisme (helt tæt på hans egen årgang, og som i krigsførende lande efter 1914-1918 blev kaldt the lost generation) udgjorde den i en personlig og appellerende form en lille milepæl i dansk litteraturhistorieskrivning.

Det engagement fulgte Frandsen op i redaktionen (sammen med kritiker Niels Kaas Johansen og forlagsmand Ole Restrup) af Gads Forlags nye initiativ, galleribogen Danske Digtere i det 20. Aarhundrede (1951, + Ny samling, 1955), en håndbog for det brede læsende publikum over samtidens vigtige, herunder mange da levende, forfattere. Han skrev det syntetiserende og helt ajourført indledningskapitel og gav faglig autoritet til, hvad der med samme titel og forlag gennem tre senere nyskrevne udgaver blev en af 1900-tallets vigtige litteraturformidlingssucceser.

Frandsen var anerkendt for sin kunstneriske sans og som en sikker skribent og foredragsholder, men havde ellers ingen udpræget kritikervirksomhed. Engagement i kulturlivet gjaldt især Foreningen Norden og nordisk akademisk samarbejde – og han døde ret pludseligt under en mødesession i Stockholm i en relativt tidlig alder.

• litteraturhistorie
• folkevise
• danskundervisning

• Aarhus Universitets historie