Emilia-Romagna

Emilia-Romagna er en af Italiens rigeste regioner. Den dækker den sydøstlige del af den frugtbare Poslette og har længe været landets mest produktive område med hensyn til sukkerroer, korn og frugter og et af de vigtigste områder for vin- og tomatavl. Produktionen af kød er ligeledes stor.

Industrien er karakteriseret ved små og mellemstore virksomheder, der foruden levnedsmidler bl.a. omfatter tekstil- og beklædningsindustri i Reggio og Capri, metalindustri i Bologna, Maranello og Modena (Ferrari-sportsvogne) samt kemisk industri, olieraffinering og gasindvinding ved Ravenna. Den særlige industristruktur har betydet, at Emilia-Romagna har en harmonisk overgang mellem by- og landzone. Industriens evne til at skabe synergier mellem mindre produktionsenheder er blevet verdenskendt som "den emilianske udviklingsmodel".

Regionens centrale geografiske placering har betydet stadige kulturelle påvirkninger gennem tiderne. Navnet Emilia stammer fra den romerske vej Via Aemilia, der gennemløber hele regionen fra Piacenza til Rimini, og det blev anvendt allerede i 1. århundrede e.v.t.

Efter barbarinvasionerne i 400-tallet blev Ravenna i 530'erne gjort til hovedstad i det byzantinske eksarkat langs Adriaterhavskysten. Herefter forsøgte longobarderne at erobre kystbyerne, og endelig indtog den frankiske konge Pippin 3. i 755 Rimini, Ancona, Fano, Pesaro og Senigallia og overdrog dem til pavedømmet under navnet Romagna.

Byerne i hele regionen, dvs. Bologna, Ferrara, Modena, Parma mfl., opbyggede i middelalderen selvstændige bykommuner, hvoraf flere fra 1400-tallet udviklede sig til små fyrstendømmer. Først fra ca. 1500 søgte pavedømmet under pave Alexander 6. og Julius 2. effektivt at indlemme regionen i den nye centralistiske pavestat.

Ved Italiens samling i 1860 indgik den i den nye italienske stat, men den fik først navnet Emilia-Romagna i 1948.

• Romagna
• Reggio Emilia
• Bologna
• Italiens regioner