Piacenza ligger ved floden Po midt på Posletten og har historisk været et vigtigt trafikknudepunkt.
/GTOPO-30 Elevation Data by USGS.
Licens: CC BY SA 3.0

Piacenza er en by i Norditalien 66 km sydøst for Milano med 103.600 indbyggere (2020). I århundreder har Piacenza været et knudepunkt for trafikken på og langs floden Po.

Uden for bykernen ligger store industriområder med produktion af fodtøj, landbrugsmaskiner og cement samt forarbejdning af regionens rige forekomster af olie og naturgas. Desuden har byen en omfattende handel med egnens landbrugsprodukter: grøntsager, druer og vin samt svin og kvæg.

Piacenzas historie

Oldtidens Placentia blev anlagt som romersk koloni i 218 f.v.t. som værn mod gallerne, og byens strategiske placering ved floden Po har altid gjort den omstridt. Den blev bispesæde i 300-tallet og kom i de følgende århundreder under longobarder og franker.

I 1100-tallet og 1200-tallet var Piacenza med i Den Lombardiske Liga mod den tysk-romerske kejser og var i perioder selvstændig, skønt både kejseren, Sforzafamilien fra Milano og paverne gjorde krav på byen; fra 1300-tallet var Milano som oftest overherre. Da Milano sidst i 1400-tallet bad om hjælp hos den franske konge mod sine italienske modstandere, blev Ludvig 12. herre over Piacenza fra 1500 til 1512, da pave Julius 2. under påberåbelse af "Italiens frihed" erobrede området, hvilket kejser Karl 5. dog aldrig anerkendte.

I 1545 oprettede pave Paul 3. hertugdømmet Parma-Piacenza. To år efter blev den første hertug, Pier Luigi Farnese (1503-1547), myrdet i byen. Den blev derpå med Karl 5.s billigelse besat af Milano og først i 1556 givet tilbage til Farnesefamilien.

Piacenza blev bombet af de allierede i 2. Verdenskrig, og den gamle bykerne blev stærkt beskadiget.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig