Parma-Piacenza

Parma-Piacenza, hertugdømme, som pave Paul 3. i 1545 ved et velforberedt kup oprettede af byerne Parma og Piacenza og tildelte sin naturaliserede søn, Pier Luigi Farnese, som kirkeligt len.

Trods den lokale landadels indædte protest, der bl.a. kostede hertug Pier Luigi Farnese livet, lykkedes det de følgende Farnese-hertuger at skabe en moderne dynastisk fyrstestat. De lagde ligesom forbillederne, især Medicierne i Toscana, vægt ikke bare på opbygningen af et stærkt militærvæsen, en effektiv civiladministration, skatteopkrævning og retshåndhævelse, men også på at fremstå som kulturelle og kunstneriske mæcener. Parma og Piacenza blev derfor forvandlet til fyrstehovedstæder med residenspaladser, biblioteker, teatre og udsøgte kunstsamlinger. Politisk drejede det sig om at vise dynastiets magnificenza, og det medførte en enorm statsgæld.

Efter Farnesernes uddøen blev Parma-Piacenza kastebold mellem de spanske bourboner og de østrigske habsburgere, og efter flere dynastiske studehandler endte hertugdømmet i 1748 under Kongeriget Neapel. Efter yderligere omskiftelser i Napoleonstiden blev Napoleons anden hustru, kejserinde Marie-Louise, hertuginde af Parma-Piacenza, hvor hun satte et betydeligt økonomisk og socialt reformarbejde i gang. Men da var tanken om et forenet Italien en kendsgerning, og efter den urolige periode 1848-60 blev Parma-Piacenza indlemmet i det nye italienske kongerige. Se også Italien (historie).