EU og demokratiet

Der er imidlertid ikke særlig stor enighed om, hvori det ’demokratiske underskud’ nøjagtig består: Nogle mener, at det skyldes, at Europa-Parlamentet som folkevalgt forsamling ikke har nok indflydelse på EU-Kommissionen (det mener føderalisterne), mens andre mener, at der er et demokratisk underskud, fordi for mange beslutninger bliver truffet hen over hovedet på nationalstaterne. Det sidste mener konføderalisterne, som er tilhænger af ’fædrelandenes Europa’, hvor den vigtigste magt ligger i nationalstaterne.

En del af problemerne med at diskutere demokrati i forhold til EU skyldes, at det moderne demokrati er vokset op sammen med nationalstaterne, og at det derfor er svært at tænke på demokratiet uden samtidig at tænke på nationalstaten.

Det er ofte fremført, at mange af beslutningerne i det europæiske samarbejde gennem årene er blevet truffet hen over hovedet på befolkningerne. Man har ligefrem talt om en ’tilladende konsensus’, hvor dele af befolkningerne måske ikke har været begejstrede for mere europæisk integration, men ikke har modarbejdet regeringerne aktivt.

Nogle mener samtidig, at den ’tilladende konsensus’ sluttede med det danske nej til Maastrichttraktaten ved en folkeafstemning i 1992, som var første gang, at et lands befolkning sagde nej til en traktat ved en folkeafstemning. Siden har der blandt EU-positive politikere været flere forsøg på at give EU mere demokratisk legitimitet.

Der er imidlertid et demokratisk dilemma med hensyn til EU, som er svært at komme uden om. Det består i, at hvis man forsøger at gøre EU mere demokratisk legitimt ved f.eks. at styrke Europa-Parlamentet, kan man samtidig komme til at svække parlamenterne på nationalt plan, som generelt har en høj grad af demokratisk legitimitet.

Omvendt er det heller ikke en farbar løsning at have mindre europæisk samarbejde, for det gør det sværere at levere de resultater, som borgerne ønsker i form af politisk stabilitet og økonomisk vækst, hvilket vil medføre, at det nationale politiske systems demokratiske legitimitet også mindskes.

I Lissabontraktaten behandles spørgsmålet om EU og demokratiet på to måder. Dels slås det langt tydeligere fast end tidligere, at EU skal beskytte demokratiet på enhver måde. Der er indsat bestemmelser om EU og det demokratiske liv. Dels indebærer Lissabontraktaten en styrkelse af det direkte demokratisk valgte Europa-Parlament, som med hensyn til indflydelse i realiteten bliver ligestillet med Ministerrådet på hovedparten af EU’s samarbejdsområder.