EU og føderalismen

Artikelstart

Føderalismen har spillet en betydelig rolle for EU’s udvikling. Man kan tale om føderalismen både som program og som teori. Forstået som sådan er føderalismen ikke nogen afgrænset akademisk skole. Begrebet kan både referere til en ideologisk retning, der stræber mod en føderalistisk sammenslutning af stater, og til en føderalistisk teoritradition, som søger at beskrive faktorerne bag føderalismen som et organiseringsprincip for stater.

Føderalismen i USA

Alexander Hamilton stod bag indkaldelsen til forfatningskonventet i 1787, hvor forslaget til USA's endnu gældende forfatning blev udarbejdet.

Føderalismen blev først udviklet i USA. Både som program og som teori kan man anskue føderalismen som en gradvis proces eller som en revolutionær omvæltning. Forskellen ligger i, om man (deskriptivt eller ideologisk) ser føderalismen som en proces eller som et pludseligt ryk. Den første diskussion mellem føderalister og antiføderalister sås i de såkaldte 'Federalist Papers' fra slutningen af 1700-tallet, som dannede grundlag for, hvilken slags politisk system et USA skulle have. Der var en generel diskussion om, hvilken fordeling der skulle være mellem staterne og føderationen mellem bl.a. Alexander Hamilton, Thomas Jefferson og James Madison.

Ideen om, hvordan balancen skulle være mellem delstaterne og en overnational enhed inden for et givent område blev således første gang udfoldet i USA. Hvad skulle man gøre med de tretten tidligere kolonier? Skulle det være en konføderation eller en føderation? Dvs., skulle der etableres en løs sammenslutning mellem staterne, eller skulle der etableres en enhedsstat? Eller skulle det være en mellemting? I så fald: Hvilken slags mellemting skulle det så i giver fald være? Hvor skulle det primære center for statens ledelse placeres? På føderalt plan eller på delstatsplan? Desuden blev det diskuteres, hvilke politiske områder der skulle placeres hvor, og hvor stærke de centrale institutioner skulle være.

Føderalismen i EU

Det Europæiske Parlaments præsident David Maria Sassoli øverst til højre, formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen nederst til venstre og formand for Det Europæiske Råd Charles Michel.

Når man ridser den amerikanske føderalistiske historie op, kan man se, at det næsten er den samme diskussion, som i dag findes i Europa. Hvad skal besluttes på EU-plan? Hvor skal den afgørende magt placeres? Hvad gør man, hvis der er modstrid mellem beslutninger på EU-niveauet og på medlemsstatsniveauet? Hvor stærk skal EU-Domstolen være? Skal der være en fælles centralbank i EU, og hvor stærk skal den være? Hvordan skal forholdet være mellem medlemsstater og EU-niveauet? Hvilke områder skal placeres på hvilket niveau? Man skal tænke på, at da man havde de tretten oprindelige stater på den amerikanske østkyst netop løsrevet fra britisk overherredømme, der skulle blive en enhed i Amerika, var der f.eks. også til at begynde med forskellige møntenheder. Der var også handelsbarrierer mellem de tretten stater. Der var i det hele taget forskellig lovgivning på en lang række områder. Deres politiske systemer lignende heller ikke hinanden.

Det politiske system, som kom til at danne grundlag for det fælles politiske system i USA, var det, der gjaldt i Massachusetts. Det var ikke givet på forhånd, at det skulle ende således. Det var ofte små ting og nogen gange tilfældigheder, som gjorde, at man endte der, hvor man endte. Personlige faktorer spillede en stor rolle også. Det er ofte tilsvarende diskussioner, som man har i EU. Der var også diskussioner om domstolenes rolle, hvor f.eks. Thomas Jefferson harcelerede over, at den øverste amerikanske domstol agerede politisk og greb ind i medlemsstaterne anliggender. Hvordan kan dommere i den fælles højesteret i USA bestemme over delstaterne?

Føderalistiske diskurser i Europa

Der har været en lang tradition for føderalistiske diskurser i Europa. I hvert fald fra omkring midten af 1800-tallet har der i den centraleuropæiske politiske elite været en strømning, som sagde, at man blev nødt til at slå sig sammen i Europa, hvis man vil have en rolle at spille på verdensplan.

I føderalismen lægges der stor vægt på, at medlemsstaterne skal spille en selvstændig rolle i beslutningsprocessen. Det er imidlertid samtidig afgørende, at den nye europæiske størrelse også kan agere som en enhed på verdensplan.

Det gav sig imidlertid først et praktisk udslag efter anden verdenskrig, hvor der er et nulpunkt (det man i Tyskland kalder Stunde Null). Man var kommet så langt ned, at man simpelthen ikke kunne komme længere i den europæiske broderstrid, og man blev nødt til at lave en anden model for, hvordan man skulle eksistere sammen i Europa, fordi alt var gået galt. Den hidtidige europæiske samværsform var endt i en ruinhob. Nationalismen, som havde floreret, var i den grad blevet delegetimeret.

Det var der så en række føderalister som f.eks. Altiero Spinelli, der gik sammen for at ændre. Der dannedes også en paneuropæisk europabevægelse, som var tænkt som en føderalistisk og folkelig bevægelse, dvs., at for den var målet at lave en massebevægelse med henblik på at lave et Europas Forenede Stater. Også i mange af de kristendemokratiske partier i Europa har føderalismen spillet en stor rolle.

Altiero Spinelli udformede som medlem af Europa-Parlamentet i 1984 udkastet til en traktat om Den Europæiske Union, som blev parlamentets bud på en fremtidig traktat. Udkastet afspejlede hans føderalistiske syn på parlamentet som et konstitutionelt organ. Mange af ideerne i Spenellis traktatudkast fandt senere vej ind i EU's traktatgrundlag, bl.a. via Den Europæiske Fælles Akt, Maastrichttraktaten og Forfatningstraktaten.

Subsidiaritetsprincippet

Et af nøglebegreberne i føderalismen er subidiaritets- eller nærhedsprincippet. Begrebet stammer oprindeligt fra den katolske samfundsfilosofi, og det dækker over, at forskellige politiske emner bør behandles på forskellige niveauer og samtidig på det lavest mulige niveau. Alt hvad kommunerne og regionerne kan klare, bør besluttes her. Kun når kommunerne og regionerne ikke længere kan magte en opgave, bør staten tage over. På det føderale niveau bør der kun placeres de politiske områder som forsvar, domstole, møntvæsen, samfundsøkonomi og lignende, som absolut ikke kan foregå på et lavere niveau.

Subsidiaritets- eller nærhedsprincippet anvendt på EU skal sikre, at medlemsstaterne på nogle områder har maksimal selvstændighed i lovgivningen, mens det underforstås, at det centrale føderale niveau har lovgivningskompetencen på en række andre områder, fordi kompetencen placeres bedst her.

Forfatningstraktaten

I Europa har der foregået en diskussion i føderalistiske kredse om, hvorvidt foreningen af Europa skulle ske i et pludseligt ryk, eller om det i stedet skulle ske som en gradvis proces. Det er klart, at et pludseligt ryk har man ikke lykkedes med i EU. Man forsøgte med Forfatningstraktaten at lave et pludseligt ryk, som ikke rigtigt lykkedes, fordi befolkningerne i Frankrig og Holland stemte nej hertil. Man lavede et såkaldt konvent helt efter klassisk føderalistisk model, som svarede lidt til det i Philadelphia i USA, da man skrev den amerikanske forfatning.

Det var det, man grundlæggende ville med forfatningstraktaten. Man ville lave en ny forfatning via en konventstruktur, der inddrog befolkningerne via forskellige repræsentanter for forskellige strømninger. Der var medlemmer af Konventet fra de nationale parlamenter, medlemmer fra Europa-Parlamentet samt fra forskellige interesseorganisationer og folkelige organisationer. Forfatningstraktaten var sandsynligvis det tydeligste forsøg på at lave et ryk mod forening i Europa. Det mislykkedes imidlertid ud fra en overfladisk betragtning.

Lissabontraktaten

Hvis man går Lissabontraktaten igennem, er det imidlertid i høj grad stort set alt andet end navnet Forfatningstraktaten, der har overlevet. Man har kun fjernet de dele af traktatudkastet, der havde en supranational karakter, og som kunne risikere at udløse nye folkeafstemninger i de enkelte medlemsstater. Betragter man, hvad der er af føderalistiske elementer i dag i EU-samarbejdet, viser det sig, at der gradvis er skabt en dobbeltstruktur med et underhus, dvs. Europa-Parlamentet, og et overhus, dvs. Ministerrådet.

Det er den klassiske føderalistiske måde at organisere en stat på. Desuden har man også enkelte føderalistiske elementer som f.eks. begrebet regionernes Europa, man har ØMU'en, som i den grad er et føderalistisk element i og med, at finanspolitikkerne dermed bliver mere og mere fælles i ØMU-landene, man har et supranationalt EU-traktatgrundlag, som har en forfatningslignende status, selv om det ikke er en forfatning af navn, og man har en EU-domstol, hvis domme skal følges i alle medlemsstater. Europa-Parlamentet er naturligvis et af de klareste føderalistiske element i og med, at det er et de facto underhus.

I den forbindelse indebar Den Europæiske Fælles Akt, Maastrichttraktaten og Lissabontraktaten en betydelig bevægelse i føderalistisk retning for EU, hvori Europa-Parlamentet heri fik langt større magt samtidig med, at der blev etableret en Økonomisk og Monetær Union. Samtidig er EU stadig et godt stykke fra at være Europas Forenede Stater, som mange føderalister ønsker.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig