ETA

Organisationens mål var nationalistisk med krav om et uafhængigt og forenet Baskerland, og ideologisk var ETA venstreorienteret med inspiration fra de revolutionære frigørelsesbevægelser i kolonierne. Metoderne var drab, kidnapning og afpresning, og ETA gik målrettet efter at provokere myndighederne til voldelige modreaktioner for at vinde tilhængere blandt baskerne. Kampen mod undertrykkelsen fra Francos diktatur havde vundet organisationen en vis folkelig opbakning, men efter Francos død i 1975 rettede ETA terroren mod de nye demokratiske myndigheder og fra 1980 også mod de nye selvstyreorganer i Baskerlandet, hvilket fik modstanden mod ETAs metoder til at vokse.

ETAs ofre var især politifolk og militært personel, men 41 % af de dræbte var civile, herunder dommere, politikere, journalister, erhvervsdrivende og universitetslærere. Selvom ETA tidligere havde myrdet folkevalgte politikere fra både det konservative parti, PP, og det spanske socialistparti, markerede ETA sig i 1997 med et makabert mord på den unge konservative kommunalpolitiker Miguel Ángel Blanco (1968-1997) efter to dages tilfangetagelse. Drabet udløste den hidtil største folkelige modstand mod ETA's terror i form af massedemonstrationer i flere større byer i Baskerlandet og resten af Spanien. På trods heraf var drabet på Blanco begyndelsen på en lang række mord på byrådsmedlemmer og borgmestre i mindre byer i Baskerlandet og Navarra, hvilket kun øgede den folkelige modstand.

Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 kom ETA på både USA’s og EU’s lister over terrororganisationer, og i 2002 blev en lov vedtaget i Spanien, som gjorde det muligt at forbyde ETAs politiske talerør, partiet Herri Batasuna (Folkets Enhed).

Siden 1980'erne havde ETA erklæret flere våbenhviler og havde også forhandlet ved flere lejligheder med skiftende spanske og baskiske regeringer. Flere gange varede disse længere end et år, men hver gang løb forhandlingerne af sporet, og våbenhvilen blev brudt.

Det internationale antiterrorsamarbejde blev styrket som følge af angrebene i New York i 2001. Især var det øgede politisamarbejde mellem Frankrig og Spanien afgørende i forhold til at sætte ETAs interne organisation under pres. Terrorangrebene i Madrid den 11. marts 2004, som ganske vist ikke havde noget med ETA at gøre, fik alligevel en effekt i forhold til at øge samarbejdet for at forhindre terrorisme. Samtidig blev de stemmer i ETAs inderkreds, som ønskede at stoppe med voldsanvendelsen, styrket, og kombinationen af det ydre pres og det indre pres endte med at fremtvinge en kursændring i ETA.

Den afgørende cyklus af forhandlinger begyndte under den socialistiske regeringsleder José Luis Rodriguez Zapatero, der kom til magten i Spanien i marts 2004. Endnu en gang indførte ETA en permanent våbenhvile i marts 2006, og selv om parterne denne gang formulerede en udførlig aftale, endte ETA med at stoppe forhandlingerne og bryde våbenhvilen. I perioden der fulgte, fortsatte det effektive politisamarbejde med at sætte ETA under maksimalt pres, og samtidigt viste meningsmålinger, at ETA var mere og mere isoleret i forhold til det omgivende baskiske samfund, der i stigende grad afviste volden.

I januar 2011 erklærede ETA igen permanent våbenhvile, men blev denne gang afvist af den spanske regering, der ikke mente, at organisationens erklæring var vidtrækkende nok. Efterfølgende udsendte ETA i oktober samme år en meddelelse, hvor de udtalte, at de definitivt ville stoppe den væbnede kamp uden betingelser.

I marts 2017 opgav ETA endeligt den væbnede kamp og offentliggjorde placeringen af otte våbenlagre i Frankrig. Den 3. maj 2018 erklærede ETA sin endelige opløsning, og i en meddelelse erkendte organisationen sin del af ansvaret for ikke at have været i stand til at indgå aftaler eller løse konflikten, samtidig med at den anerkendte de lidelser, som kampen havde forårsaget.

Fængselspolitikken var længe et omstridt emne, fordi skiftende spanske regeringer aktivt spredte de fængslede ETA-medlemmer og placerede dem i fængsler langt fra deres familie, hvilket er i strid med internationale konventioner, og Spanien er flere gange blevet kritiseret for denne praksis. Efterhånden er der dog ikke så mange ETA-medlemmer tilbage i de spanske fængsler, og de tilbageværende er over tid blevet flyttet tættere på Baskerlandet, så debatten er langsomt ebbet ud.

Siden ETAs langsomme opløsning, har store dele af det baskiske samfund været involveret i en kompleks, smertefuld men også nødvendig forsoningsproces, som forsøger at hele de dybe sår, som fem årtiers terrorisme har efterladt. Samtidig er det politiske landskab i Baskerlandet under forandring især som følge af, at de partier og organisationer, som var ulovlige pga. forbindelser til ETA, nu igen er lovlige. De baskiske nationalistpartier på venstrefløjen er således i vækst for tiden, hvilket man senest så ved det baskiske regionalvalg i april 2024, hvor EH Bildu, Herri Batasunas arvtager, for første gang fik lige så mange mandater (27), som det tidligere dominerende PNV.

• Baskerlandet
• Spanien
• Spaniens historie (1939-1975)
• Spaniens historie (1975-1982)
• Spaniens politiske partier