Luis Carrero Blanco, 1903-1973, spansk politiker og admiral, Francos nærmeste rådgiver fra 1942. Carrero var en lærd mand snarere end en militær ledertype, han skrev flere krigshistoriske værker, og Franco blev mere og mere afhængig af hans støtte og råd i den daglige administration. I 1943 blev Carrero Blanco viceformand i det nyoprettede Francoparlament og fra 1951 medlem af regeringen. I 1973 blev han regeringschef, men døde i december ved et bombeattentat, udført af ETA. Carrero skulle have sikret Francoregimets fortsættelse, men hans død gjorde, at det yderligere svækkedes.