Faktaboks

Drew Weissman
Født
7. september 1959, Lexington, Massachusetts, USA
Drew Weissman
Drew Weissman fotograferet i 2020.
Drew Weissman
Af /EPA/Ritzau Scanpix.

Drew Weissman er en amerikansk immunolog. Han modtog i 2023 sammen med den ungarske biokemiker Katalin Karikó Nobelprisen i fysiologi/medicin. Parret modtog prisen for "deres opdagelser af de nucleosidbaserede modifikationer, der tillod udvikling af effektive mRNA-vacciner mod COVID-19" under pandemien. Deres forskning har ændret forståelse af, hvordan mRNA agerer med vores immunsystem.

Weissmans og Karikós resultater blev offentliggjort i 2005, dvs. 15 år før COVID-19-pandemien. Deres basalforskning i laboratoriet var grundlaget for, at vaccinerne kunne produceres effektivt og i rekordfart. Beskyttelseseffekter på omkring 95 % blev rapporteret, og to mRNA-vacciner blev godkendt allerede i december 2020, nemlig vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna.

Sammen med andre vacciner mod SARS-CoV-2 (coronavirus) er mere end 13 milliarder COVID-19-vaccinedoser blevet givet globalt. Vaccinerne har reddet millioner af liv og forhindret alvorlig sygdom for mange flere.

Den hastighed, hvormed mRNA-vacciner nu kan udvikles, baner vejen for nye vacciner mod andre infektionssygdomme. I fremtiden kan teknologien måske også bruges til at behandle kræftsygdom.

Drew Weissmans karriere

Drew Weissman er uddannet læge og ph.d. ved Boston University i 1987 med kliniske uddannelse ved Beth Israel Deaconess Medical Center ved Harvard Medical School og postdoc-forskning ved National Institutes of Health.

I 1997 etablerede han sin egen forskningsgruppe ved Perelman School of Medicine ved University of Pennsylvania. Han er professor i vaccineforskning og direktør for Penn Institute for RNA Innovations.

Priser og hædersbevisninger

Drew Weissman har foruden Nobelprisen modtaget en lang række priser, bl.a. Novo Nordisk Prisen i 2022 som han modtog sammen med Katalin Karikó, Ugur Sahin og Özlem Türeci.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig