Faktaboks

Dietrich Fischer-Dieskau
Født
28. maj 1925
Død
18. maj 2012

Dietrich Fischer-Dieskau lagde ikke blot stemme til utallige operapartier, men var også en fremragende fortolker af det romantiske liedrepertoire. Portrættet er fra 1989.

.

Dietrich Fischer-Dieskau var en tysk baryton. Efter to års amerikansk krigsfangenskab debuterede Dietrich Fischer-Dieskau i 1947 og sang året efter rollen som Posa i Giuseppe Verdis opera Don CarlosDeutsche Oper i Berlin, som han siden var knyttet til i 45 år.

Dietrich Fischer-Dieskau fortolkede Wolfgang Amadeus Mozart i Wien, Verdi i Milano og Richard Wagner i Bayreuth og optrådte hyppigt med sopranerne Elisabeth Schwarzkopf og Irmgard Seefried. Hans repertoire, heriblandt meget ny musik, var enormt både på operascenen og i koncertsalen, og han regnes for at være den største sangerpersonlighed gennem to generationer.

Med sin evne til at gå tæt ind på en tekst havde Fischer-Dieskau stor indflydelse på liedsangens udvikling. Særlig berømmet blev han for sin fortolkning af Franz Schuberts sangcyklus Winterreise, akkompagneret af pianister som Gerald Moore og Jörg Wolfgang Demus (1928-2019). En række indspilninger fra perioden 1955-1990 vidner om denne indsats.

Dietrich Fischer-Dieskau opgav brat sin sangkarriere i 1993. Han virkede en overgang også som dirigeret foruden at være en søgt sangpædagog og en flittig skribent. Han modtog Léonie Sonnings Musikpris i 1975.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig