Christian Peace Conference var en international kristen fredsbevægelse under den kolde krig, stiftet i juni 1958 af den tjekkiske protestantiske teolog Josef Hromádka. Blandt medstifterne var flere repræsentanter for den antinazistiske Bekendelseskirke under 2. Verdenskrig, herunder de tyske teologer Helmut Gollwitzer og Martin Niemöller. Christian Peace Conference erklærede sig som en brobygger mellem Øst- og Vesteuropa, men mange af medlemmerne var kirker i Østblokken, og organisationen indtog i praksis ofte sovjetisk påvirkede synspunkter.

Faktaboks

Også kendt som

Den Kristne Fredskonference

Hromádka forlod bevægelsen i 1968, da den sovjetiske invasion knuste Pragforåret. Han blev afløst af metropolitten af Leningrad, Nikodim, som efter sin død i 1978 selv efterfulgtes af den reformerte ungarske biskop Károly Tóth (1931-2014).

Den danske kontakt blev fra 1979 navnlig varetaget af Kristne for Nedrustning, der blev dannet som en protest mod NATO's beslutning om at opstille 572 mellemdistanceraketter, som skulle imødegå Sovjetunionens placering af SS20-raketter i Europa.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig