Cecilie Uttrup Ludwig vinder 3. etape af Tour de France Femmes 2022
Cecilie Uttrup Ludwig vinder 3. etape af Tour de France Femmes 2022. Af /Imago/Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Cecilie Uttrup Ludwig

Faktaboks

Cecilie Uttrup Ludwig
Født
23. august 1995, Frederiksberg
Cecilie Uttrup Ludwig

Cecilie Uttrup Ludwig med vindertrofæet efter sejren i Tour of Scandinavia 2022.

Cecilie Uttrup Ludwig
Af /EPA/Ritzau Scanpix.

Cecilie Uttrup Ludwig er en dansk cykelrytter, der kører for det franske hold FDJ-Suez. Hun har bl.a. vundet det danske mesterskab i landevejscykling i 2022 og etapeløbet Tour of Scandinavia i 2022.

Cecilie Uttrup Ludwigs karriere

Efter at have afprøvet forskellige sportsgrene begyndte Cecilie Uttrup Ludwig at cykle som 13-årig. Som junior deltog hun i VM i landevejscykling i både 2012 og 2013, inden hun i 2014 blev professionel for Team Rytger. I 2016 skiftede hun til Team BMS BIRN, og samme år blev hun dansk mester i enkeltstart; en bedrift, hun gentog i både 2017 og 2018.

Cecilie Uttrup fik sit folkelige gennembrud i 2019, da hun blev nummer 3 i endagsløbet Flandern Rundt. Umiddelbart efter løbet gav hun et tv-interview, der hurtigt gik viralt. I interviewet gav hun en begejstret beskrivelse af de passionerede fans på ruten og af den afgørende spurt lige før mål, bl.a. med ordene "Pam! Let's put the hammer down!"

I 2020 vandt hun bjergkonkurrencen i Giro d'Italia Donne, der er kvindernes udgave af Giro d'Italia, og samme år blev hun nummer 2 i La Fleche Wallonne. Cecilie Uttrup repræsenterede også Danmark ved De Olympiske Lege i 2021 (udsat fra 2020 pga. coronapandemien), hvor hun blev nummer 10 i kvindernes linjeløb.

Efter at være blevet dansk mester i landevejscykling i 2022 blev hun forud for Tour de France Femmes den 24.-31. juli udråbt til en af løbets favoritter. Cecilie Uttrup vandt løbets 3. etape, men måtte nøjes med en samlet syvendeplads. Hun kom dog stærkt igen, og i august 2022 vandt hun etapeløbet Tour of Scandinavia.

Priser

Cecilie Uttrup Ludwig blev kåret til Årets Cykelrytter i 2022.

Cecilie Uttrup Ludwigs hold

  • FDJ-Suez (2023)
  • FDJ Suez Futuroscope (2022)
  • FDJ Nouvelle-Aquitaine Futuroscope (2021)
  • FDJ Nouvelle-Aquitaine Futuroscope (2020)
  • Cervelo–Bigla Pro Cycling (2018)
  • Cervelo–Bigla Pro Cycling (2017)
  • Team BSM BIRN (2016)
  • Team Rytger (2015)
  • Team Rytger (2014)

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig