Faktaboks

Brøndby Strand Kirke
Sogn
Brøndby Strand Sogn
Provsti
Glostrup Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Brøndby Kommune
Brøndby Strand Kirke

Brøndby Strand Kirke, som består af en høj kirkesal, der på karakteristisk vis rejser sig mod syd som en trindelt bølge. I baggrunden anes højhusene i Brøndby Strand-bebyggelsen. Foto: 2017.

Brøndby Strand Kirke
Af /Trap Danmark.

Brøndby Strand Kirke er en sognekirke, som ligger centralt i Brøndby Strand.

Kirkegård

Kirken har ingen kirkegård i umiddelbar tilknytning og er i stedet omgivet af grønne arealer.

Kirkebygning

Kirken består af en høj kirkesal, der på karakteristisk vis rejser sig mod syd som en trindelt bølge. Rundt om kirkesalen er der lave menighedslokaler.

Kirken, som er bygget af røde og brune teglsten, er opført efter tegning af arkitekten Jørgen Blytmann og blev bygget mellem 1982 og 1984.

Kirkerummet er udlagt fra nord mod syd, med indgang i øst. Mod syd står alteret ved en apsis, hvorover der er en glasmalet rude fra 1999 af Billy Sjur Ohlsen, som på stemningsfuld facon oplyser kirkerummet, som ellers er præget af de ubrudte flader af rå mursten og loftet, der stiger opad mod syd.

Inventar

Kirkens inventar er for en stor del udført efter tegning af kirkens arkitekt, herunder den firkantede døbefont, alteret og prædikestolen, som alle er af bornholmsk granit og stammer fra indvielsen.

Blytmann står også bag det massive egetræskors i apsissen, mens kirkens nyeste inventar er dåbsfadet og den tilhørende kande, som er udført af billedkunstneren Simon Aaen i 2016.

Kirken har et klokkespil fra 1986 med 48 bronzeklokker. Den næststørste klokke er skænket af Brøndby Kommune som en 4. maj-klokke, der skal minde om Danmarks befrielse den 4. maj 1945 og dem, der faldt under 2. Verdenskrig.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig