Faktaboks

Biersted Kirke
Sogn
Biersted Sogn
Provsti
Jammerbugt Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Jammerbugt Kommune

Biersted Kirke ligger højt i landskabet og er særligt interessant ved sin for egnen relativt komplicerede bygningshistorie og en atypisk udført altertavle fra år 1800.

Kirkebygning

Biersted Kirke

På kirkens nordside blev der i 1987 bygget et kapel, som er opført som en tro kopi af våbenhuset.

Af .
Licens: CC BY 3.0

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid. Den romanske periode er ca. 1050-1275. I senmiddelalderen (ca. 1300-1530) tilføjede man et tårn på skibets vestende. Tårnets overdel blev revet ned i 1809, og kirken stod uden tårn indtil 1927, hvor man genopførte tårnets overdel. Våbenhuset på skibets nordside er fra slutningen af 1800-tallet, mens kapellet ved siden af er opført i 1987.

I dag er kirken delvist hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt med bly.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Biersted Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele, koret og skibet, er der bevaret flere oprindelige detaljer. Norddøren mellem våbenhuset og skibet er fx den oprindelige indgangsdør til kirken, ligesom man tydeligt kan se en tilsvarende syddør overfor som en tilmuret niche. Også buen mellem koret og skibet er i oprindelig skikkelse, hvor korbuer i mange kirker ellers blev udvidet senere i middelalderen.

Tilbygninger og ombygninger

Engang i senmiddelalderen gennemgik kirken store forandringer, da man opførte et tårn. Nogenlunde samtidigt med tårnets opførelse blev der indsat hvælvede lofter i koret og skibet. Det gamle tårns præcise skikkelse er ikke kendt, da overdelen blev nedrevet allerede i 1809, hvor tårnrummet blev sat under skibets tag. Tårnets nuværende overdel er fra 1927 men er udsmykket, så det ligner et gotisk tårn med blændinger, dvs. dekorative murnicher, på de spidse gavle i øst og vest.

Det forholdsvis unge våbenhus blev i 1987 suppleret med et kapel ved siden af, som er opført som en tro kopi af våbenhuset endda med en spejling af det blændede vindue i våbenhusets gavl.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge, de hvælvede lofter og ikke mindst kalkmalerierne.

Kalkmalerier

Kalkmalerier i Biersted Kirke

Kalkmalerier forestillende scener fra Kristi lidelseshistorie.

Kalkmalerier i Biersted Kirke
Af .
Kalkmalerier i Biersted Kirke
Ornamental udsmykning på ribber og langs bue.
Kalkmalerier i Biersted Kirke
Af .
Kalkmalerier i Biersted Kirke

Kalkmaleri øst for nyere vindue, som forestiller domfældelsen.

Kalkmalerier i Biersted Kirke
Af .

Kirken er udsmykket med to forskellige generationer af meget bevaringsværdige kalkmalerier. De ældste kalkmalerier ses på skibets nordmur. De er fra ca. 1375-1400 og forestiller Kristi tilfangetagelse og dom. De er nogle af de eneste kendte højgotiske kalkmalerier i Jylland.

Koret er udsmykket med forskellige dekorative ranker og sparrer på hvælvene, som er malet af Jenvoldh Murmester i 1512.

Inventar og gravminder i Biersted Kirke

Inventaret i Biersted Kirke er fra flere forskellige perioder. Særligt en ejendommelig altertavle er interessant ved sin usædvanlige udformning.

Inventar fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med en enkel rundstav, dvs. et profileret bånd, under kummens rand, mens foden er udsmykket med udhugget rankeslyng.

Inventar fra 1500-tallet

Prædikestolen er fra 1588. Typisk for Vendsyssel er den opbygget med en fremspringende karnap i midten, mens de enkelte fag er opdelt af træskårne søjler. På selve fagene er der relieffer med forskellige bibelske motiver, fx den korsfæstede Kristus, som ses forrest på karnappen.

Altertavle fra 1800-tallet

Den ganske interessante altertavle har haft en noget omtumlet tilværelse. Den blev opstillet i december år 1800, formentlig i tide til julegudstjenesten og blev malet om omkring år 1900, hvor man også ophængte et oliemaleri på forsiden.

I 1938 blev tavlen taget ned og erstattet af et krucifiks men blev igen opsat på alteret ved tilbygningen af kapellet i 1987. Ved genopstillingen blev den renset for yngre malingslag, så den i dag fremstår som i år 1800. Altertavlen er en helt flad bræddekonstruktion, som ved flot udført marmorering fremstår tredimensionel på afstand. Det centrale maleri forestiller den sidste nadver.

Gravminder

I våbenhuset er der opsat to store ligsten fra slutningen af 1600-tallet og en fra 1756. Ved skibets nordvestgavl ligger en gravsten fra 1809.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig