Bella Akhmadulina

Bella Akhmadulina var en russisk lyriker, samt prosa- og filmmanuskriptforfatter. Fra 1980'erne var hun en markant fortaler for demokratiske og nationale rettigheder i sit land.

Akhmadulina debuterede i 1956, afsluttede den autoriserede forfatteruddannelse i 1960 og slog igennem i 1962, dels med samlingen Strengen, dels som feteret "estrade-poet" på Lenin Stadion i Moskva.

Trods sin tilknytning til tøbruddets ungdomsoprør var Akhmadulina ikke egentlig protestdigter. Det var hendes tonefald, som var nyt og kærkomment. I digtsamlingerne, fra Musiktimer (1969) til Hemmelighed (1983), er temaerne intime og hverdagsnære. I poemet Mit stamtræ (1964) fabulerer hun over sin italiensk-tatariske herkomst.

Med sine klassiske, metriske former videreførte hun arven fra Pusjkin. Et andet erklæret forbillede var Marina Tsvetajeva, hvis indflydelse spores i den ofte overrumplende billedbrug. Høj, patetisk stil i kombination med fladt hverdagssprog og slang, inderlighed sammen med bidsk ironi var gennemgående virkemidler.

I 1987 kom et udvalg af Akhmadulinas digte på dansk under titlen Efterårsuret. I 1977 blev digteren æresmedlem af Det Amerikanske Akademi, og i 1989 modtog hun Den Sovjetiske Statspris.

I det postkommunistiske Rusland mistede "estradepoesien" en del af sin glorie, men Akhmadulinas position var ubestridt, også blandt de yngre generationer. I 2000 udgav hun Tvivl. Digte, dagbøger 1996-99.