Faktaboks

Marina Tsvetajeva
Født
1892
Død
1941

Marina Tsvetajeva, 1892-1941, russisk forfatter. Hun debuterede i 1910 med digtsamlingen Aftenalbum. Efter Oktoberrevolutionen tog hun lidenskabeligt parti for De Hvide, som udtrykt i digtcyklen Svanelejren (1917-21). I samme periode skrev hun en række versdramaer, influeret af den tyske og franske romantik, bl.a. Føniks (1919, uropf. i Berlin 1990). I 1922 rejste hun til Prag og derfra til Paris.

Immigrantårene blev præget af fattigdom, men også af stor produktivitet. Marina Tsvetajevas digte udsprang ofte af heftige kærlighedsforhold. Hendes essays og poemer, fx Poem om bjerget (1924), Poem om slutningen (1924) og Rottefængeren (1925-26), er på én gang glødende personlige og køligt kalkulerende. I 1926 var hun centrum for en intens korrespondance med Boris Pasternak og Rainer Maria Rilke (tysk udg. 1983, russisk 1989). Pga. sine dristige formeksperimenter og standpunkter, fx til forsvar for sovjetdigteren Vladimir Majakovskij, blev hun ugleset af emigrantmiljøet. Selvom hun levede adskilt fra sin ægtemand, Sergej Efron (f. 1893), blev hun udstødt, da han lod sig hverve som sovjetisk agent. Efron rejste tilbage til USSR i 1937 og blev henrettet i 1939. Marina Tsvetajevas harme over nazismens fremmarch kom bl.a. til udtryk i hendes Digte til Tjekkiet (1938-39). I 1939 vendte også hun tilbage til Sovjet, hvor hendes søster og datter endte i Stalins lejre, og hvor alle skyede den belastede emigrantdigter. Under Moskvas evakuering i 1941 endte hun i den lille by Jelabuga, hvor hun begik selvmord.

Marina Tsvetajevas originale digtning opnåede gradvis anerkendelse i Vesten, men først i glasnostperioden blev den udbredt i Sovjet. Siden 1980'erne har hun indtaget den ubestridte position som en af 1900-t.s betydeligste modernister. På dansk findes Digte (1989).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig