Artikelstart
Balthasar Permoser, 1651-1732, tysk billedhugger. Balthasar Permoser, der voksede op i Chiemgau i Sydtyskland blev den vigtigste barokbilledhugger i Dresden.
Efter uddannelse i Salzburg og Wien opholdt Balthasar Permoser sig 1675-89 i Italien, hvor han især påvirkedes af Giovanni Lorenzo Berninis skulpturer og barokudsmykninger.
1689 blev han kaldt til Dresden af kurfyrst Johann Georg 3., hvor han blev udnævnt til hofbilledhugger. 1710-28 forestod han i kongenialt samarbejde med arkitekten Matthäus Daniel Pöppelmann opførelsen og udsmykningen af festanlægget Zwinger, et højdepunkt i tysk barokarkitektur.
De erfaringer Permoser bragte med fra sit ophold i Italien påvirkede den gruppe billedhuggere, der medvirkede ved fuldførelsen af Zwingers skulpturprogram.
Til disse hørte Paul Egell, Benjamin Thomae (1682-1751), Johann Joachim Kretzschmar, Johann Christian Kirchner og Paul Heermann.
I Katholische Hofkirche i Dresden findes flere værker af Balthasar Permoser. Prædikestolen, der stammer fra 1712, var oprindeligt placeret i det katolske Hofkapelle i det daværende Komödienhaus. Den fremstod oprindeligt i rå træ, men blev forgyldt i 1724 af Kretzschmar. I 1748 overførtes Permosers værk til Katholische Hofkirche. Prædikestolens udsmykning viser de himmelske hærskarer. Materien er tilsyneladende opløst men alligevel føjet ind i en klar orden og i detaljen spiller Permoser legende med en række humoristiske træk. Prædikestolen fremstår i dag i hvid bemaling.
Kirken rummer desuden Permosers over 2 m høje bemalede træskulpturer af kirkefædrene Augustin og Ambrosius, der dateres til 1724-25.
Skulpturerne stammer fra alteret i det første katolske Hofkapelle i Komödienhaus. Først i 1977 blev Permosers kirkefædre opstillet i Katholische Hofkirche.
Balthasar Permoser stod desuden for udførslen af en gruppe Herculesstatuer (efter 1690), der prydede barokhaven Grosser Garten.
Læs mere om tysk billedkunst.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.