Faktaboks

Astrid Villaume
Født
3. november 1923
Død
12. februar 1995

Astrid Villaume var en dansk skuespiller. Efter uddannelse på Odense Teater var Astrid Villaume 1941-1945 på Aarhus Teater og 1945-1947 på Frederiksberg Teater, inden hun yderligere gennemgik elevskolen på Det Kongelige Teater; fra 1949 var hun tilknyttet nationalscenen.

I 1940'erne og senere gjorde Astrid Villaume sig med sin elegante fremtræden og sit uteatralske spil gældende i danske film, både vittige komedier som Adam og Eva (1953) og poetisk-realistiske historier som Der var engang en krig (1966).

I folkekomedier blev Villaume overvejende eksponeret som tidens uglamourøse, temmelig passive kvindeideal i Fra den gamle Købmandsgaard (1951) og en række Morten Korch-film.

På teatret spillede hun i et vidtspændende repertoire som Harold Pinters Gamle dage (1972) og Lars Noréns Natten er dagens mor (1986) og store nyklassiske roller som mødrene i Arthur Millers En sælgers død (1971) og Eugene O'Neills Lang dags rejse mod nat (1973), begge i et samarbejde mellem Det Danske Teater og Det Kongelige Teater.

Astrid Villaume udtrykte ofte en kvindelig stamina, som med årene tit dirrede af en underliggende, nervøs skrøbelighed, fx på tv i Leif Panduros Rundt om Selma (1971) og Kjeld Abells Anna Sophie Hedvig (1975).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig