Leif Panduro var en dansk forfatter og dramatiker. Han modtog i 1970 De Gyldne Laurbær og i 1971 Akademiprisen.
I en årrække var Leif Panduro tv-mediets betydeligste danske forfatter. Med sine 13 sædeskildrende og underholdende tv-spil, fra En af dagene (1963) til Louises hus (1977) blev Leif Panduro velfærdsdanskernes yndlingsforfatter.
Parallelt med tv-forfatterskabet løb et romanforfatterskab, som kombinerer humor med psykologisk analyse. Gennembrudsromanerne Rend mig i traditionerne (1958, filmatiseret 1979), De uanstændige (1960, filmatiseret 1983) og Øgledage (1961) handler om unge, der ikke kan tilpasse sig de voksnes stive normer.
Identitets- og frigørelsestemaerne gennemspilles med systematisk konsekvens i trilogien om midtvejskrisen, Fern fra Danmark (1963), Fejltagelsen (1964) og Den gale mand (1965).
I prosaforfatterskabets sidste fase, Daniels anden verden (1970), Amatørerne (1972), Den ubetænksomme elsker (1973, filmatiseret 1982) og Høfeber (1975, filmatiseret 1991), forskydes accenten fra en naturalistisk årsagsforklarende psykologi til en eksistentiel tilværelsesforståelse, hvor personernes stræben og mål vejer tungere end deres ophav og baggrund.
En tilsvarende forskydning i livsanskuelsesgrundlaget ses i tv-forfatterskabet, som topper i årene omkring 1970 med Farvel, Thomas (1968), Bella (1970), Rundt om Selma (1972) og I Adams verden (1973).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.