Asien - plantegeografi

Længst mod nord, i Sibirien, findes arktisk tundra med artsfattige hede- og moseområder. Længere mod syd bliver den gradvis til skovtundra (tajga) og nåleskov. I Rusland og Vestsibirien dannes den nordlige skovgrænse af en østlig race af rødgran og i Østsibirien af lærk.

Den boreale nåleskov vokser i et bredt bælte i det centrale Sibirien mellem ca. 45° og 70° n.br. og domineres af gran, fyr, birk, el og pil. Vækstperioden er omkring tre-fem måneder, og årsnedbøren er på 350-700 mm; ca. ²/₃ af zonen har permafrost, og store dele er dækket af moser. Floraen er ensartet og forholdsvis artsfattig.

Løvfældende skov forekommer i Vestsibirien som en mosaik mellem nåleskoven i nord og steppen i syd, men findes især i de tempererede dele af Østasien, dvs. i det centrale og nordøstlige Kina og i størstedelen af Japan. Disse skove er artsrigere end tilsvarende løvskove i Europa og Nordamerika, men domineres ofte af arter fra de samme slægter, fx eg, kastanje, elm, ask, valnød, løn og lind. En del slægter, fx hickory, trompettræ og tulipantræ, forekommer i Østasien og Nordamerika, men forsvandt fra Europa i forbindelse med istiderne. Mange prydbuske stammer fra det østasiatiske løvskovsområde, fx arter af rose, kirsebær, syren, Forsythia og Spiraea. Nordpå og i bjergområder er et større islæt af nåletræer. Over trægrænsen findes i Japan og især i Kina artsrige alpine enge.

I det sydlige Japan og den sydlige del af det centrale Kina går de løvfældende skove over i artsrige, stedsegrønne skove med bl.a. arter fra familierne Lauraceae (laurbær), Theaceae (te), Magnoliaceae (magnolie) og Hammamelidaceae (troldnød). Blandt de nøgenfrøede planter forekommer nogle ejendommelige "levende fossiler": Ginkgo (tempeltræ) og Metasequoia (vandgran). Bambusarter kan dominere lokalt. Kina menes at have ca. 30.000 arter af frøplanter eller næsten tre gange så mange som Europa. I det meste af lavlandet er den naturlige vegetation erstattet af dyrkede arealer.

Den pontisk-centralasiatiske region omfatter meget store områder med steppe, halvørken og ørken fra det sydlige Ukraine og Rusland gennem det iranske højland og Centralasien til Pamir, Tibet og Gobi. De sydrussiske sortjordsområder var tidligere præget af græsstepper, der ofte var domineret af fjergræs og havde en rig forårsblomstring af bl.a. løgplanter, men de er nu for størstedelens vedkommende opdyrket. Det iranske højland og tilstødende områder domineres af stepper og halvørkner med mange tornede pudeplanter i slægter som Cousinia og Astragalus. Området er forholdsvis artsrigt, fx er der ca. 9000 arter frøplanter alene i Iran. Højplateauerne i Pamir, Tibet og Gobi er tørre og golde; den artsfattige vegetation præges af græsser, malurt og arter i salturtfamilien. Denne familie er også almindelig i de saltpåvirkede lavlandsområder nord for Det Kaspiske Hav.

I det østlige Himalaya (Sikkim) vokser bjergregnskov i højder mellem ca. 900 og 2000 m; den indeholder både tropiske elementer som skruepalmer og bambus og nordligt tempererede slægter som Castanopsis og Lithocarpus (fra bøgefamilien). Regnskoven afløses af en nåleskovszone og i tågezonen (ca. 2600 til 4000 m) af Rhododendron-krat. I det alpine område forekommer en rig engvegetation med fx mange arter af kodriver og fjeldheder med lave buske af berberis, enebær og arter i lyngfamilien. Vegetationsgrænsen ligger omkring 5700 m over havet.

Store dele af Sydøstasien præges af regnskove og monsunskove, der hører til Jordens artsrigeste vegetationstyper. Vigtige familier er skruepalmer, ingefærfamilien, dipterocarpusfamilien og figenfamilien. Området er meget rigt på orkidéer, især epifytiske arter. Blandt epifytiske regnskovsplanter findes også de insektædende kandebærere. Peber, kanel, mango, brødfrugt og sagopalme stammer herfra, og det gør sukkerrør og kokospalme sandsynligvis også. I tørrere områder, fx i det indre af Thailand, er skovene løvfældende; her vokser bl.a. teak. På Filippinerne og Ny Guinea findes et vist australsk islæt, fx Casuarina (jerntræ) og Eucalyptus, på høje bjerge også arter fra slægter, der normalt forekommer i nordligt tempererede egne, fx ranunkler og star. Langs Malabarkysten i Indien findes tropisk regnskov med bambus og palmer. På store dele af den indiske halvø er den oprindelige vegetation savanneagtig med bl.a. akacier og andre slægter i ærteblomstfamilien; i nordvest findes ørkenagtige områder.