Argentina - historie

Spanierne trængte i 1516 frem til egnene omkring Río de la Plata, men koncentrerede fortsat deres anstrengelser om områderne med ædelmetaller og en stor indfødt arbejdsstyrke som Mexico og Peru. Argentinas indfødte befolkning var ved spaniernes ankomst sammensat af mere end 20 forskellige grupper af indianere — for størstedelen jægere og samlere; kun stammerne i nordvest, der var påvirket af inkakulturen, og stammerne i nordøst, der var kommet under jesuittermissionens indflydelse, blev undertvunget. Fra og med 1700-tallet blev Pampasområderne besat af araukanerstammer fra Chile, der havde lang erfaring i kamp mod spanierne, og de fortsatte en langvarig modstand mod erobringen.

I kolonitiden koncentrerede spanierne i Argentina — som administrativt hørte under vicekongedømmet i Peru — sig om områderne omkring sølvminerne i Potosí; Atlanterhavskysten bekymrede man sig ikke om. Datidens vigtigste by var Córdoba, som fik landets første universitet i 1613. Ved truslen om et portugisisk fremstød fra Atlanterhavet oprettede den spanske krone i 1776 et vicekongedømme med hovedsæde i Buenos Aires (grundlagt i 1580), der ud over området omkring Río de la Plata også omfattede territorierne i Uruguay, Paraguay og Bolivia. Fra da af blev økonomien vendt fra det indre mod Atlanterhavet.

De lokale handelsinteresser, der var under indflydelse af den europæiske liberalisme og støttedes af England, kom i konflikt med det spanske handelsmonopol. Den spanske krones svækkelse under Napoleon 1.'s invasion af Spanien banede i 1810 vejen for en afløsning af vicekongedømmet med en lokal regering med hovedsæde i Buenos Aires. I 1816 blev uafhængigheden erklæret, og oprøret bredte sig: En befrielseshær under general José de San Martíns kommando hjalp med til at konsolidere de lokale uafhængighedsbevægelser i Chile og Peru, som erklærede deres uafhængighed af Spanien i hhv. 1818 og 1821. Som følge af lokale og internationale interesser oprettedes Paraguay, Bolivia og Uruguay kort efter som selvstændige stater, hvorved Argentinas territorium reduceredes til sin nuværende størrelse.

Efter uafhængigheden fulgte et voldspræget halvt århundrede, hvor stridigheder med Brasilien, Paraguay og Uruguay forværredes af endeløse borgerkrige. I disse stødte unitarios sammen med føderalisterne. Unitarios — enhedstilhængerne — forsvarede interesserne i Buenos Aires, der var den eneste eksporthavn for landbrugsprodukter til Europa. Føderalisterne repræsenterede resten af landet, der var uden adgang til toldindtægter, og hvis lokale håndværk ikke kunne konkurrere med de europæiske importprodukter. Paradoksalt nok blev det en føderalist, Juan Manuel de Rosas, der regerede Argentina i 1835-1852, som konsoliderede Buenos Aires' magt og skabte vejen for den nationale enhed. Juan Manuel de Rosas anvendte brutal magt for at holde sammen på landets enhed og suverænitet.

I 1853 blev der vedtaget en forfatning, der med enkelte ændringer stadig er i kraft. Men stridighederne mellem kyst og indland bestod, og først i 1880 fik Argentina skikkelse af en moderne stat: en føderal republik med Buenos Aires som hovedstad og placeret i verdensøkonomien som eksportør af landbrugsprodukter og importør af industrivarer, fortrinsvis britiske. Behovet i sidste del af 1800-tallet for at inddrage mere landbrugsjord tjente som undskyldning for udryddelsen af de indianerstammer, som beboede det indre Argentina; Ørkenfelttoget i 1879 gjorde en ende på mere end tre århundreders indfødt modstand. Arbejdskraft til landbruget kom med den europæiske immigration. Fra 1869 til ca. 1914 havde Argentina firedoblet sit befolkningstal og var samtidig blevet forvandlet til det mest urbaniserede land i hele Latinamerika: Mere end fire millioner indvandrere fra forskellige lande, fortrinsvis italienere og spaniere, havde slået sig ned; de fleste i byerne, da langt fra alle fik lov til at eje jord. Den massive indvandring ændrede befolkningens og samfundets sammensætning. Der opstod en bred mellemklasse, som med indførelsen af almindelig stemmeret for mænd i 1912 fik indflydelse på den nationale politik. Det Radikale Partis (Unión Cívica Radical) sejr i 1916 ved præsidentvalget fortrængte således den traditionelle konservative overklasse fra magten. Arbejderklassen kæmpede for sine rettigheder og styrkedes af landsforviste anarkister og socialister fra Spanien, Italien og Tyskland. I 1919 gav det startskuddet til den statslige, voldelige undertrykkelse, Semana trágica, 'den ulykkelige uge'.

En svimlende økonomisk udvikling gjorde Argentina til et af de lande i verden med størst indtægt pr. indbygger, men pga. afhængigheden af de internationale markeder blev landet alvorligt ramt af den økonomiske krise i 1929. I 1930 — året for det første militærkup i landets historie — indledtes en langvarig periode med økonomisk og politisk uro.

Under 2. Verdenskrig var Argentina neutral indtil krigens sidste måneder og havde dermed gode afsætningsmuligheder. Den øgede landbrugseksport og den mindskede import satte skub i dannelsen af en national industri og dermed i flugten fra land til by. De nytilkomne dele af arbejderklassen støttede i 1945 Juan Perón, en af de militærpersoner, som havde stået i spidsen for et statskup i 1943.

Den peronistiske regering (1946-1955) gennemførte en populistisk og nationalistisk politik, som i kraft af indtjeningen under 2. Verdenskrig kunne hæve arbejderklassens levefod, indføre den første sociallovgivning (især i kraft af indsatsen fra Eva "Evita" Peróns side) og nationalisere en stor del af landets naturresurser og transportsektoren. Peronismen har også æren for en arbejdsmarkedsreform og for indførelsen af stemmeret for kvinder i 1947. Men økonomiske problemer samt konflikter med kirken og med dele af hæren førte i 1955 til et blodigt militærkup, der endte med, at Perón blev styrtet og gik i eksil i Spanien.

Den følgende periode blev karakteriseret af svage civile regeringer, militærkup, arbejderklassens tiltagende utilfredshed og opkomsten af guerillavirksomhed i byerne og på landet. De radikale regeringer under Arturo Frondizi (1958-1962) og Arturo U. Illia (1963-1966) var kommet til magten ved valg, som udelukkede peronisterne fra opstilling, men de blev væltet af hæren. Denne beholdt under vekslende ledelse magten til 1973, da de indre spændinger havde nået et omfang, som tvang den til at udskrive frie valg. Den sejrende præsidentkandidat, peronisten Héctor José Cámpora, udskrev nye valg, som førte til udnævnelsen af Juan Perón med hans hustru, Isabel de Martinez ("Isabelita") som vicepræsident. Efter Peróns død (1974) gik magten over til vicepræsidenten, som tillod hæren at undertrykke de venstreorienterede og de peronistiske guerillaer. Den påfølgende voldsudøvelse ledsagedes af en katastrofal økonomisk udvikling, som førte til endnu et militærkup i 1976, det blodigste i landets historie. Under den såkaldte 'beskidte krig', La guerra sucia, var hæren ansvarlig for tortur, mord og for tusinder af "forsvundne" personer, og den tvang et meget større antal — overvejende intellektuelle — i eksil.

Generalerne Jorge R. Videla (1976-1981), Roberto Viola (1981) og Leopoldo Galtieri (1981-1982) og deres voldelige undertrykkelsespolitik forenedes med liberal økonomisk foretagsomhed, som bragte landet på fallittens rand og skabte en udlandsgæld, som truede landets økonomiske selvstændighed. I et desperat forsøg på at redde sin prestige forsøgte hæren i 1982 at erobre Falklandsøerne fra Storbritannien. En kort krig fulgte, Falklandskrigen, som sluttede med nederlag til Argentina og det miskrediterede militærdiktaturs fald. Efter en kort overgangsregering blev peronisterne i 1983 for første gang besejret i et frit valg, som gav regeringsmagten til den radikale Raúl Alfonsín. Under dennes regering genoprettedes de demokratiske tilstande, og de militærledere, som var ansvarlige for tortur og bortkomne personer, blev retsforfulgt, men senere beskyttet af en amnestilov. Den økonomiske krise blev dog ikke overvundet.

I 1989 overtog peronisten Carlos Menem regeringsmagten, og det lykkedes ham at begrænse militærets magt betragteligt og at stabilisere den økonomiske situation ved løntilbageholdenhed og privatisering af de områder, som peronismen tidligere havde nationaliseret. Det lykkedes Carlos Menem at bevare sin popularitet trods den stramme økonomiske politik, og sammen med Raúl Alfonsín, lederen af oppositionens største parti, underskrev han 16. november 1993 en "historisk aftale", der skulle bane vejen for en grundlovsreform, der bl.a. skulle forkorte præsidentperioden til fire år og begrænse muligheden for genvalg til kun endnu én embedsperiode. Carlos Menem gennemførte både en økonomisk hestekur og en fastkurspolitik over for dollaren fra 1991. Det skabte ro og store investeringer udefra og skaffede ham genvalg i 1995. Men i hans anden periode øgedes den offentlige gældsætning, samtidig med at bytteforholdet til udlandet blev stadig dårligere.

I 1999 vandt en centrum-venstre-alliance, og Fernando de la Rúa (f. 1937) fra Det Radikale Parti blev præsident. Han formåede dog ikke at få balance i de offentlige finanser, og han efterlod landet med en gæld på 155 milliarder dollar. Den økonomiske krise kulminerede i december 2001 med voldsomme uroligheder, der tvang to præsidenter til at gå af inden for 14 dage, inden Eduardo Duhalde (f. 1941) fra Peronistpartiet overtog magten som midlertidig præsident i januar 2002. Han lod pesoen falde til det halve i værdi. Budgettet for 2002 blev barberet med 14%, arbejdsløsheden steg til 25%, og landet måtte igennem lange forhandlinger med IMF om nye lån.

Eduardo Duhalde blev i 2003 afløst som præsident af Néstor Kirchner. Denne fremstod som mere venstreorienteret og kritisk over for IMF og økonomisk liberalisme. Der blev sat øget fokus på landets sociale problemer og på arbejdsløsheden; selvom den akutte krise er afhjulpet, lever en stor del af befolkningen stadig under fattigdomsgrænsen. I januar 2006 tilbagebetalte Argentina sin restgæld til IMF, kort efter at Brasilien havde gjort det samme. Opgøret med militærdiktaturet er fortsat; i 2005 blev den amnesti, der skulle beskytte ledende officerer mod retsforfølgelse for menneskerettighedskrænkelser, sat ud af kraft. Med arrestationen af tidligere præsident Isabel Perón i Spanien i begyndelsen af 2007 begyndte opgøret med fortidens menneskerettighedskrænkelser som noget nyt at fokusere også på tiden før militærdiktaturets indførelse i 1976.

Den populære Néstor Kirchner genopstillede ikke ved præsidentvalget i efteråret 2007. I stedet kandiderede hans hustru og vigtigste rådgiver, Cristina Fernández de Kirchner, til præsidentembedet, og hun vandt en overbevisende valgsejr allerede i valgets første runde. I 2015 blev den konservative Mauricio Macri præsident efter tæt løb i to runder mod venstrefløjens kandidat Daniel Scioli.

• Argentina