Aquileia

Aquileia er en by i det nordøstlige Italien. Byen blev anlagt af romerne som latinsk koloni i 181 f.v.t. for at beskytte den italiske halvø mod invasioner fra nord og øst. Den var strategisk velbeliggende ved en flod, der ca. 10 kilometer mod syd løb ud i Adriaterhavet. Aquileia havde en stor havn og var endestation for den vigtige handelsvej fra Østersøen til Middelhavet. Dermed blev den et knudepunkt for handelen mellem Nord- og Sydeuropa. Byen blev som følge heraf meget velstående og blev efterhånden en af Romerrigets største byer. Den blev udsat for belejringer af germanerne og ofte inddraget af kejserne i deres indbyrdes stridigheder. Byen blev ødelagt af Attila i 452 og overvandt det aldrig, idet de fleste indbyggere valgte at slå sig ned i den nærliggende by Grado.

Aquileia var allerede fra begyndelsen af 300-tallet bispesæde og fik snart øverste myndighed over hele det nordøstlige Italien med tilgrænsende Alpeområder. Igennem hele middelalderen forsøgte Aquileia, bl.a. i kamp med Grado, at bibeholde denne position, og først i 1751 blev byen frataget sin patriarkværdighed. Under den middelalderlige domkirke fra 1000-tallet findes mosaikker fra den tidligste kendte kirke, der stammer fra 300-tallet.

Af de mange velbevarede levn fra romersk tid bør især havneanlægget nævnes. Havnen har været i brug siden kejser Augustus. Af det østliggende kajanlæg er næsten intet bevaret; den vestliggende kaj består af et fortov belagt med kalksten, og bag dette lå en række magasinbygninger, hvis fundamenter står tilbage. Oprindelig har magasinerne målt i alt 180 meter. Havneanlægget har været omgivet af et murværk, der sandsynligvis blev rejst omkring 238 e.v.t. I Aquileia findes desuden et velbevaret forum samt flere eksempler på privat byggeri.

Det arkæologiske område samt den middelalderlige domkirke er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.