Faktaboks

Antvorskov Kirke
Sogn
Antvorskov Sogn
Provsti
Slagelse Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Slagelse Kommune
Antvorskov Kirke
Døbefonten i Antvorskov Kirke. Foto: 2009.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0
Antvorskov Kirke
Kors på gulvet i Antvorskov Kirke. Foto: 2009.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Antvorskov Kirke er en sognekirke, som blev indviet i 2005, hvor den afløste en såkaldt vandrekirke, som var blevet opført i 1991.

Antvorskov Kirke ligger i bydelen Antvorskov i den sydlige udkant af Slagelse. Bygningen er synlig på lang afstand, da den er placeret højt og med afstand til nærliggende bygninger.

Ved opførelsen nedlagde man en grundsten fra Sankt Peders Kirke, som er det sogn, som Antvorskov er udskilt af. Desuden nedlagde man grundsten fra Antvorskov Kloster, som oprindeligt blev opført i middelalderen og rebet ned i 1700-tallet. Det middelalderlige kloster har også givet inspiration til kirkens arkitektur.

Den gamle vandrekirke, som i dag benyttes til sociale aktiviteter, ligger lige øst for kirken.

Kirkebygningen

Den nuværende kirkebygning er tegnet af Regnbuen Arkitekter. Bygningen er et kompleks, som – om end det er et moderne værk – har tydelige referencer til historisk arkitektur. Komplekset er således formet som en trefløjet, klosterlignende bygning omkring et torv.

Ud over selve kirkerummet er der også et våbenhus, sakristi, menighedssal og sognegård. Dermed falder den moderne bygning ind i samtidens behov for at samle kirkerummet og øvrige rum med plads til sognets og menighedens aktiviteter. Desuden er der plads til kirkens ansatte.

Bygningskomplekset er opført i gule teglsten og står i blankt murværk, dvs. med synlige byggematerialer.

De fleste bygningsdele dækkes af et fladt, skråtstillet tag, som hæves inde fra gården og op, ud mod horisonten. For kirkerummet betyder dette, at loftet hæves fra skibet (menighedens rum) og bliver højere over koret (forbeholdt præsten). På det højeste punkt er der indsat vinduer i taget, som giver ovenlys ned i koret. Kirkerummets øvrige vinduer er af forskellige udformning og størrelse, hvilket giver forskellige lysindtryk. I skibet kommer der således lys fra aflange, rektangulære vinduer, mens koret, ud over ovenlyset, får lys gennem mindre, nærmest kvadratiske vinduer med farvet glas.

Kirkens tårn er placeret i kompleksets ene hjørne, lige ved kirkens indgang, nærmest som en kampanile, dvs. et fritstående tårn. Med placeringen fungerer tårnet som en markør af indgangen til kirkerummet.

En menighedssal er placeret ved siden af kirkerummet. De to rum er adskilt fra hinanden med en foldedør.

I sognegården er der mødelokaler og arbejdskontorer til kirkens ansatte. På gangene er der desuden skiftende kunstudstillinger.

Kirkens indre

Antvorskov Kirkes indre er præget af overflader i forskellige materialer, som i høj grad også formes af de forskellige typer af lysindfald. Inventaret er tegnet specielt til kirken.

I det indre er væggene hvidmalede og kirkerummet præges især af det bevidste lysindfald, som bliver skabt af skråtstillede vinduer øverst på bygningen samt af det ovenlys, som kommer ind i koret. Den enkle indretning i både form og materialer vidner om samtidens modernisme og vision for kirkerummets funktion og brug.

Inventar i Antvorskov Kirke

Alteret

Alterbordet er tegnet af kirkens arkitekt. Det ene ben er muret op af middelalderlige munkesten, som er udtaget fra Sankt Peders Kirke, men som oprindeligt stammer fra det middelalderlige Antvorskov Kloster, der i dag er revet ned. Det andet ben er udført i kalksandsten, ligesom gulvet i kirken.

Døbefonten

Døbefonten er udført i granit fra Bornholm af Ole Hempel (1944-2007). Døbefonten er udhugget i en høj, smal form; den midterste del er en anelse lavere end siderne, hvilket giver plads til placering af dåbsfadet.

Stoleværket

Stoleværket, dvs. kirkebænkene, er tegnet af arkitekten og er enkelt udført i træ.

Prædikestolen

Prædikestolen er enkelt udført i træ, både ahorn og elm. Kirkens orgel er fra 2014.

Orglet

Orgelfacaden er tegnet og udført i samarbejde med kirkens arkitekt.

Læse mere i Den Store Danske

Eksterne Links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig