Anton von Webern

Anton von Webern, 3.12.1883-15.9.1945, østrigsk komponist og dirigent. Anton von Webern studerede musikvidenskab ved universitetet i Wien og var 1904-08 elev af Arnold Schönberg; her lærte han Alban Berg at kende, og med begge sluttede han et livslangt venskab.

De tre skulle blive de centrale skikkelser i den såkaldte Wienerskole. Siden ernærede han sig som privatlærer og som teaterkapelmester ved forskellige orkestre i Tyskland og Østrig. 1918-21 var han aktiv med indstudering af værker i Schönbergs Verein für musikalische Privataufführungen.

Siden blev han bedømmer af værker ved Universal Edition og dirigent for Wiens arbejdersymfoniorkester og -kor, fra 1927 tillige for statsradioens orkester; her virkede han tillige som konsulent fra 1930.

Efter Anschluß 1938 mistede han som komponist af Entartete Musik både sine stillinger og sine rejsemuligheder og måtte leve en upåagtet tilværelse indtil sin død som følge af et vådeskud fra en amerikansk soldat.

Anton von Webern begyndte at komponere som barn og havde et halvt hundrede værker bag sig, da han begyndte at studere hos Schönberg. I studieårene skærpedes og forfinedes hans kompositionsteknik inden for alle genrer kulminerende i Passacaglia for orkester (1908), af ham selv betegnet som op. 1, et mesterstykke i såvel harmoni og form som instrumentation i en højspændt senromantisk stil.

I årene indtil 1. Verdenskrig udvikledes hans personlige stil. Musikken blev atonal, den massive klangfylde afløstes af en sprød, gennemsigtig sats, og værkerne blev stadig kortere som følge af hans ønske om at udtrykke sig så koncentreret som muligt.

Den udvikling kulminerede i Tre smaa Stykker op. 11 for cello og klaver fra 1914. De følgende tolv år skrev Webern næsten udelukkende musik til tekster. Det er satser både for solo og for kor med vekslende instrumentalledsagelse, op. 12-19. Her udvikledes navnlig hans kontrapunktiske færdigheder i melodiske forløb, som afspejler tekstens fonetiske aspekter, fx i Fem Kanons op. 16 for sang, klarinet og basklarinet og de to Goethe-sange op. 19 for kor og fem instrumenter.

I 1920'erne tilegnede han sig Schönbergs tolvtoneteknik, som han udnyttede til helt egne formål. I den følgende tid fulgte hans betydeligste instrumentalværker for kammerensemble, klaver og orkester, op. 20-22, 24 og 26-28.

Hans dybe beundring for Hildegard Jones (1891-1963) poesi førte til en række lieder, korværket Das Augenlicht og de to kantater, som kom til at afslutte hans livsværk. Dette omfatter tillige bearbejdelser af musik både af ham selv og af andre, heriblandt Johann Sebastian Bach, Franz Schubert, Franz Liszt og Schönberg.

Anton von Weberns musik blev dårligt modtaget i samtiden. Mange af sine værker opnåede han aldrig selv at høre. Men efter 2. Verdenskrig blev hans musik en ledestjerne for Darmstadtskolens unge komponister i 1950'erne og 1960'erne, og for eftertiden står Webern som en af 1900-tallets mest originale og nyskabende komponister.