Anne Stuart

Anne Stuart var dronning af England, Skotland og Irland fra 1702, og efter realunionen med Skotland i 1707 af Storbritannien og Irland.

Anne Stuart, der var den yngste datter af Jakob 2. Stuart og opdraget i den anglikanske tro, fik som hovedmål at sikre den protestantiske tronfølge i Storbritannien. Hun støttede Vilhelm af Oranje, den senere Vilhelm 3. af Oranje, mod sin katolsksindede far under krisen i 1688 (se The Glorious Revolution) og efterfulgte i 1702 Vilhelm i henhold til Act of Settlement.

Annes regeringstid var præget af stærk rivalisering mellem whigger og toryer, men hun søgte at modvirke udviklingen af partidannelser og håndhævede sin ret til at vælge sine ministre frit. Under Den Spanske Arvefølgekrig (1701-1714) var Anne dog længe påvirket af John Churchill Marlborough og whiggerne, men ved regeringsskiftet i 1710 kom toryerne i forgrunden.

Anne blev i 1683 gift med prins Jørgen (George) af Danmark, med hvem hun fik 17 børn; kun fem var levendefødte, og de døde alle som små. Anne blev den sidste Stuart på den britiske trone.