Anna Heegaard

Anna Heegaard blev født som et frit menneske, af en hvid far og en fri afrocaribisk mor. Heegards mormor var stadig slavegjort, da Heegaard blev født i 1790, for slaveriet i Dansk Vestindien blev først afskaffet flere årtier senere. På dette tidspunkt var majoriteten af mennesker med afrocaribisk baggrund i Dansk Vestindien stadig slavegjorte, og hvide mennesker var pr. definition frie mennesker. Som udgangspunkt var det vestindiske samfund baseret på en idé om, at sorte mennesker kunne slavegøres og tvinges til at arbejde.

Et slavegjort menneskes frihed kunne købes på to betingelser: For det første skulle ejeren give tilladelse. For det andet skulle der skaffes den sum penge, som ejeren krævede, hvilket for de fleste slavegjorte mennesker var en umulighed. En anden måde at opnå frihed på var, at ejeren skænkede den slavegjorte person sin frihed.

En fri person med afrocaribisk baggrund blev officielt kaldt "frikulørt". Udover betegnelserne "sort" og "hvid" optrådte andre racialiserede betegnelser som fx "mulat" og "sambo", som signalerede, at der var tale om personer med blandet etnisk baggrund. Dette racialiserede system kunne i nogle tilfælde veksles til status og social kapital.

I kilderne optræder Anne Heegaard som "frikulørt" og "sambo", og selvom det er begreber, som vi tager afstand fra i dag, er de vigtige for at forstå hendes udgangspunkt, hendes placering og hendes muligheder det i koloniale samfund, hendes liv udspillede sig i.

Majoriteten i Dansk Vestindien havde afrikanske rødder, mens den hvide befolkning var en minoritet. Denne minoritet bestod hovedsageligt af mænd, som enten var ugifte eller var taget afsted, mens deres kone og børn opholdt sig i Europa. Kvinder blev generelt betragtet som mænds underordnede på dette tidspunkt, og sorte kvinder blev således betragtet som både nederst i et racehierarki og nederst i et kønshierarki.

I den koloniale optik blev et forhold mellem en sort mand og en hvid kvinde opfattet som en perversitet. Det blev derimod opfattet som fuldstændig normalt for hvide mænd at indgå i forhold til sorte kvinder. Seksuelle overgreb og voldtægter var et element i slaveriet, hvor hvide menneskers juridiske ejerskab på den ene side og sorte menneskers rettighedsløshed på den anden satte slavegjorte kvinder i en meget udsat position. Der er eksempler på, at hvide mænd, som fik børn med en afrocaribisk, slavegjort kvinde, frigav barnet – men ikke nødvendigvis moren.

I dette strukturelt raceadskilte samfund findes der eksempler på forhold mellem hvide mænd og frie, afrocaribiske kvinder, der, i hvert fald på overfladen, ser ud til at være baseret på frivillighed og gensidig respekt i lighed med forhold indgået mellem hvide mænd og hvide kvinder i samme periode.

Som 19-årig indgik Heegaard et forhold til den 26-årige danske advokat Christopher Hansen, som havde sagt til Heegaard, at hans ophold i kolonien ikke ville være permanent, men at han ville forsørge de børn, der evt. ville komme ud af det. Forholdet varede i omkring 4 år, men parret fik ingen børn sammen. Som 24-årig blev Heegaard involveret med Paul Twigg, en ugift irsk forretningsmand på 32 år, som var på udkig efter en kvinde, som både kunne tage sig af det praktiske i hans hjem og fungere som værtinde, når han holdt fester for bedsteborgerne i Christiansted. Forholdet holdt dog ikke mere end et par år.

Da Anna Heegaard var i starten af 30'erne mødte hun en velhavende dansk planter ved navn H.C. Knudsen, som var inspektør på en af de største plantager på St. Croix. Knudsen købte med tiden sin egen plantage, Belvedere, hvor han levede med Heegaard. Selvom de ikke blev gift, fik hun del i hans formue. Og hun var med tiden selv blevet så velhavende at hun var i stand til at købe sig et hus i den dyre del af Christiansted. På dette tidspunkt ejede Heegaard, hvis mormor havde levet hele sit liv i slaveri, selv 15 slaver.

Den 3. juli 1848 udbrød et af de største og mest succesfulde slaveoprør i Caribien på øen Sankt Croix. Omkring 8.000 slavegjorte arbejdere krævede slaveriet afskaffet i Dansk Vestindien.

Peter von Scholten og hans nærmeste rådgivere forhandlede i et par timer om hvorvidt oprøret skulle slås ned med magt, men von Scholten endte med at vælge at proklamere, at slaveriet var forbudt i Dansk Vestindien med omgående virkning. I caribisk historietradition tillægges Anna Heegaard stor indflydelse på von Scholtens beslutning, hvorimod den danske historietradition har fokuseret mere på det paradoks, at hun, i modsætning til von Scholten, var slaveejer.

Uanset hvad står Anna Heegaard tilbage som et eksempel på en kvinde, der kæmpede for og lykkedes med at sikre sig en position i det vestindiske samfundet. Anna Heegaard blev boende på Bülowsminde efter Peter von Scholtens kollaps og hjemrejse i 1848, og hun boede der til sin død i 1859.

Heegaard fik ingen børn, og den eneste kilde direkte fra hendes hånd er hendes testamente. Her forstår man, at hun sørgede for, at hendes slægtninge blev økonomisk tilgodeset. Og måske viste Heegaard tegn på bevidsthed om afrocaribiske kvinders særligt udsatte position på sine ældre dage. I hvert fald fremgår det af testamentet, at Heegaard-slægtens piger, uden undtagelse, arvede mere end deres brødre og fætre.

• Peter von Scholten
• Dansk Vestindien