Faktaboks

Alice O'Fredericks

Alice Frederiksen

Miszi Otha Alice O'Fredericks

Født
8. september 1899, Göteborg, Sverige
Død
18. december 1968, Hellerup

Alice O'Fredericks var en dansk skuespiller, manuskriptforfatter og filminstruktør. Hun var dansk films første kvindelige instruktør og en af de mest produktive med en filmografi på 67 spillefilm, hvoraf hun var krediteret eneinstruktør af 25.

De tidlige år

Alice O'Fredericks blev født Frederiksen i Sverige som datter af danske forældre, der blev skilt, da hun var syv. Hun flyttede med moren til København, hvor hun gik i skole og blev kontoruddannet i Arbejdernes Ulykkesforsikring.

Hun kom til filmen som sekretær og scriptgirl for Benjamin Christensen. Under navnet Alice Fredericks havde hun sideløbende små roller som skuespiller, bl.a. som djævletilbedende nonne og nøgen heks i Christensens stumfilm Häxan (1922, Heksen) og som en af de yndige, unge piger, der var en fast bestanddel af produktionsselskabet Palladiums internationalt populære Fy og Bi-komedier. Større roller havde hun i Emanuel Gregers' Solskinsdalen (1925), optaget i Norge, og George Schnéevoigts samerdrama Laila (1929).

Sammen med skuespilleren Johannes Meyer forsøgte Alice O’Fredericks sig også som producent med det kortlivede selskab Tumling Film. Derefter kom hun i mesterlære som instruktørassistent og klipper for Lau Lauritzen sr. Hun var også manusforfatter til flere af hans film, bl.a. Fy og Bi-filmen Filmens Helte (1928), inden hun selv kastede sig over instruktørfaget.

Fra Palladium til ASA

På sin instruktørdebut med farcen Ud i den kolde sne (1934) havde hun Lau Lauritzen jr. som medinstruktør. De fortsatte deres samarbejde med en række tempofyldte moderne lystspil for Palladium, fx Kidnapped (1935), Snushanerne (1936) og Panserbasse (1936). Med populære indlagte sange som "Æh Bæh Buh, det er sjovt at være lille", sunget af barnestjernen 'Lille Connie' (Connie Meiling, f. 1930), og "Åh! Jeg er så glad i dag", gjorde disse film Ib Schønberg og Arthur Jensen til et folkekært makkerpar.

I 1936 var Lau Lauritzen jr. medstifter af filmatelieret ASA i Lyngby. Alice O'Fredericks fulgte med og blev en nøgleperson i dette selskabs historie. Sammen med Lauritzen iscenesatte hun romantisk-sociale komedier som Der var engang en Vicevært (1937), Alarm (1938) og Blaavand melder Storm (1938) med Børge Rosenbaum (Victor Borge) og Osvald Helmuth i front. Pas paa Svinget i Solby (1940), en dansk version af den svenske Hennes lilla majestät (1939), blev deres hidtil bedst modtagede komedie – og den sidste med 'Lille Connie', som i mellemtiden var fyldt ni år.

Musicals, problem- og kriminalfilm

Under besættelsen 1940-1945 gjaldt det bl.a. Marguerite Viby-komedier som Frøken Kirkemus (1941), Frøken Vildkat (1942) og Teatertosset (1944), hvoraf flere fik svenske versioneringer. Sammen med Jon Iversen instruerede Alice O'Fredericks også Tyrannens Fald (1942) om en tyrannisk ægtemand, der får som fortjent – i øvrigt et remake af Carl Th. Dreyers stumfilm Du skal ære din hustru (1925).

Hendes første film som eneinstruktør var abortfilmen Det brændende Spørgsmaal (1943) efter Thit Jensens skuespil Storken. Denne linje med realistiske problemfilm om kvinder og børns vilkår i en mandsdomineret verden videreførtes med filmatiseringen af Mogens Klitgaards roman Elly Petersen (1944) om en ung husassistent (Bodil Kjer) i storbyen. Kriminalfilmen Affæren Birte (1945) handlede om seksualforbrydelser mod børn og selvtægt. Siden lagde seriemorderfilmen Hr. Petit (1948) vægten på stærke antologi-portrætter af de kvindelige ofre fremfor fascination af gerningsmanden.

Efterkrigstiden, personlige film

Kvindefilmen Så mødes vi hos Tove (1946) – om otte midaldrende skoleveninder, der ved en sammenkomst genopfrisker minder og finder ud af, hvordan livet er gået for de andre – havde manuskript og var medinstrueret af Grete Frische, som var en værdsat samarbejdspartner.

Vi vil ha' et barn (1949) beskæftigede sig med sex uden for ægteskabet, abort og barnløshed og skabte sensation, da den indeholdt nærbillede-optagelser af en fødsel. I stærk kontrast til den lunkne hjemlige modtagelse, blev filmen belønnet med en pris på filmfestivalen i Venedig i 1950 (Silver Laurel Award). Der var mere hæder, da Røde Kors-filmen Det gælder os alle (1949), én af to film, O'Fredericks i de år instruerede for Palladium, i 1951 løb med prisen for bedste udenlandske film på filmfestivalen i Vichy (Celestin-prisen).

I denne periode instruerede Alice O' Fredericks også en 60 minutter lang propagandafilm for Socialdemokratiet, Frihed forpligter (1950), med bl.a. Poul Reichhardt, Lily Broberg og Ib Schønberg.

Herefter kastede Alice O'Fredericks sig over sin måske bedste film, Selma Lagerlöff-filmatiseringen Husmandstøsen (1952) med Grethe Thordahl, et bondedrama henlagt til det vestjyske hedeland omkring århundredeskiftet. Min datter Nelly (1955) med Maria Garland i den altdominerende hovedrolle som kvinden med det store moderhjerte, blev hendes sidste film, der ikke var del af et seriekoncept.

Morten Korch og Far til fire

I 1950'erne var filmen truet af fjernsynet, og ASA satsede på serieformler, der kunne lokke danskerne i biografen og redde økonomien. Med sin store rutine og tæft for filmhåndværket blev Alice O'Fredericks en hovedkraft i disse bestræbelser. Hun stod bag serien af Morten Korch-film (1950-1967), hvoraf den første, De røde heste (1950), regnes for den største kommercielle succes i dansk film.

Desuden instruerede og medforfattede hun Far til fire -filmene (1953-1961), der ligeledes er blandt de mest sete og populære danske film. Med den lanceredes en ny barnestjerne i dansk film, Lille Per (Ole Neumann, f. 1947).

Efter Alice O'Fredericks' død forsøgte ASA at holde liv i succeserne med andre kreative kræfter. At det ikke lykkedes, og at publikum svigtede, vidner om, at der manglede en vigtig faktor i ligningen. Selv var "Fru Alice", som hun blev kaldt, altid gået til opgaverne med oprigtighed. Hun forsvarede til det sidste de såkaldte hyggefilm imod kritikernes nådesløse angreb om spekulation og eskapisme.

Privat var O’Fredericks gift med grosserer Oscar Jacob Klintholm fra 1927 til hans død i 1959. Hun var plaget af en gigtsygdom, som medførte, at hun i perioder måtte gå med krykker, og i de sidste år i 1960'erne var hun lænket til en kørestol, hvilket dog ikke forhindrede hende i at lede slaget.

Fra 1956 til sin død havde Alice O'Fredericks biografbevilling til Grøndals Teatret i Vanløse. Her vistes under hendes ledelse mange ASA-film, som hun dermed fik en ekstra indtægt på i sine sidste år.

Film af Alice O'Fredericks

År Titel
1967 Brødrene på Uglegaarden (med Ib Mossin)
1966 Krybskytterne på Næsbygaard
1965 Næsbygaards arving
1964 Kampen om Næsbygaard
1963 Sikke'n familie (med Jon Iversen)
1962 Der brænder en ild
1961 Far til fire med fuld musik
1960 Det skete på Møllegaarden
1959 Far til fire på Bornholm
1958 Vagabonderne på Bakkegaarden
1958 Far til fire og ulveungerne
1957 Far til fire og onkel Sofus
1956 Far til fire i byen
1956 Flintesønnerne
1955 Min datter Nelly
1954 Arvingen (med Jon Iversen)
1954 Far til fire i sneen
1953 Far til fire
1953 Fløjtespilleren
1952 Husmandstøsen
1952 Det store løb
1951 Det gamle guld
1951 Fodboldpræsten
1950 Den opvakte jomfru (med Lau Lauritzen jr.)
1950 Mosekongen (med Jon Iversen)
1950 I gabestokken (med Jon Iversen)
1950 De røde heste (med Lau Lauritzen jr.)
1949 Det gælder os alle
1949 Vi vil ha' et barn (med Lau Lauritzen jr.)
1948 Hr. Petit
1947 Stjerneskud (med Jon Iversen)
1947 Naar Katten er ude (med Lau Lauritzen jr.)
1947 Lise kommer til Byen (med Lau Lauritzen jr.)
1946 Onsdagsväninnan (med Sture Lagerwall, Sverige)
1946 Saa mødes vi hos Tove (med Grete Frische)
1946 Jeg elsker en anden (med Lau Lauritzen jr.)
1945 Affæren Birte (med Lau Lauritzen jr.)
1945 Panik i Familien (med Lau Lauritzen jr.)
1945 De kloge og vi gale (med Lau Lauritzen jr.)
1944 Bedstemor gaar amok
1944 Teatertosset
1944 Elly Petersen (med Jon Iversen)
1943 Det brændende Spørgsmaal
1943 Hans Onsdags-Veninde (med Lau Lauritzen jr.)
1942 Frøken Vildkat (med Lau Lauritzen jr.)
1942 Tyrannens Fald (med Jon Iversen)
1941 Tror du jeg er født i Gaar! (med Lau Lauritzen jr.)
1941 Tag til Rønneby Kro(med Lau Lauritzen jr.)
1941 Frøken Kirkemus (med Lau Lauritzen jr.)
1940 Familien Olsen (med Lau Lauritzen jr.)
1940 Pas paa Svinget i Solby (med Lau Lauritzen jr.)
1940 Vestkystens Helte (med Lau Lauritzen jr.)
1940 En ganske almindelig pige (med Lau Lauritzen jr.)
1939 De tre maaske fire (med Lau Lauritzen jr.)
1939 I Dag begynder Livet (med Lau Lauritzen jr.)
1938 Blaavand melder Storm (med Lau Lauritzen jr.)
1938 Julia paa Glatis (med Lau Lauritzen jr., Sverige)
1938 Alarm (med Lau Lauritzen jr.)
1937 Frk. Møllers Jubilæum (med Lau Lauritzen jr.)
1937 En fuldendt Gentleman (med Lau Lauritzen jr.)
1937 Der var engang en Vicevært (med Lau Lauritzen jr.)
1936 Snushanerne (med Lau Lauritzen jr.)
1936 Kidnapped (med Lau Lauritzen jr.)
1936 Panserbasse (med Lau Lauritzen jr.)
1935 Week-End (med Lau Lauritzen jr.)
1934 Ud i den kolde Sne (med Lau Lauritzen jr.)

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig