Albert Szent-Györgyi

Faktaboks

Albert Szent-Györgyi

Albert Imre Szent-Györgyi de Nagyrápolt, på ungarsk Nagyrápolti Szent-Györgyi Albert Imre eller blot Szent-Györgyi Albert

Født
16. september 1893, Budapest i det daværende Østrig-Ungarn, nu i Ungarn
Død
22. oktober 1986, Woods Hole, Massachusetts, USA
Albert Szent-Györgyi på Universitetet i Szeged i 1937; det år, hvor han modtog Nobelprisen i fysiologi/medicin. På tavlen bag ham ses et udsnit af en citronsyrecyklus.

Artikelstart

Albert Szent-Györgyi var en ungarsk-amerikansk læge og biokemiker, som især er kendt for i 1928 at have identificeret og opklaret strukturen af C-vitamin (askorbinsyre). For det arbejde modtog han Nobelprisen i fysiologi/medicin i 1937; beløbet donerede han til de frivillige ungarere, som deltog i Vinterkrigen i 1939 i Finland.

Han studerede også biologiske oxidationsprocesser i muskelceller og klarlagde ravsyres, fumarsyres og malonsyres katalytiske betydning for cellernes iltoptagelse, hvilket blev grundlaget for den senere opdagelse af cellernes citronsyrecyklus.

Szent-Györgyi var professor i biokemi i den ungarske universitetsby Szeged 1932-1947. På grund af utilfredshed med det nye kommunistiske styre i Ungarn emigrerede derefter til USA, hvor han både blev knyttet til Marine Biological Laboratory ved University of Chicago og NIH, National Instutes of Health i Bethesda, Maryland. På trods af hans forhold til styret i Ungarn blev det medicinske universitet i Koloszvár opkaldt efter ham i 1987, året efter hans død.

Han er forfatter til bl.a. The Crazy Ape (1970), en kritik af, hvad han opfattede som menneskets overdrevne optagethed af teknologiske fremskridt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig