Faktaboks

Aino Aalto

Født Aino Marsio

Født
25. januar 1884
Død
13. januar 1949
Virkested
Finland
Aino Aalto
Aino Aalto fotograferet før 1950.

Aino Aalto var en finsk arkitekt og designer. Aino Aalto er i dag særligt kendt for sine glasarbejder, der stadig bliver produceret af firmaet Iittala og solgt i store dele af verden. Aino blev i Finland omtalt som kaino, et finsk ord for genert, beskeden og charmerende.

Studietid

Aino Aalto studerede arkitektur på det Tekniske Universitet i Helsinki i årene 1913-1920. Allerede her udviste hun stor interesse for funktionalismens enkle løsninger. Gennem sin studietid havde hun fokus på at designe bygninger og møbler, der relaterede sig til børn. Dette skildrede hun i sit eksamensprojekt, der var et design af en offentlig børnehave. Der er meget få omtaler om hende fra studietiden.

Aino og Alvar

Under sin studietid på det Tekniske Universitet i Helsinki, mødte hun den ekstroverte arkitekt og designer, Alvar Aalto, der studerede på det Tekniske Universitet i samme periode. Efter at Aino dimitterede i 1920, arbejdede hun som tegner på arkitektkontorer for arkitekter som Oiva Kallio og Gunnar A. Wahlroos.

I 1924 mødte hun igen Alvar Aalto, som hun her kom til at arbejde for. Efter at have arbejdet som assistent for Alvar i seks måneder, blev de gift den 6. oktober 1924, hvorefter hun skiftede sit efternavn fra Marsio til Aalto. Sammen fik de to børn.

Aino og Alvars fælles arbejdsliv

Aino og Alvar arbejdede på individuelle projekter og stillede op i arkitektkonkurrencer hver for sig. De arbejdede også med en lang række fælles projekter, og har var der lige forhold mellem dem, hvilket betød, at disse projekter blev underskrevet af dem begge.

Firmaet Artek

I 1935 grundlagde de firmaet Artek, der designede og solgte tekstiler, møbler og lamper. Arteks produkter blev kendt som entydige, praktiske løsninger, inspireret af moderne kunst og med en international ånd. Aino var gennem en længere periode direktør for firmaet. Dette betød, at hun især havde stor indflydelse på de designede produkter, og her kom hendes interesse for interiør til børn, hun havde med fra sin studietid, i spil. Aino var kendt for at ville skabe et behageligt miljø for alle, store som små.

Udmærkelser

Aallon kukka
Aaltos blomst er et sæt i fire dele bestående af fad, skåle og vase, der til sammen danner en blomst i glas. Den blev første gang vist på verdensudstillingen i New York i 1939.
Af /Aalto-universitetets arkiv.
Licens: CC BY NC 4.0

Aino Aalto fik tildelt sin første pris, da hun deltog med et spisestuemøbelsæt på den finske kunst- og håndværks-udstilling i 1922. Her blev sættet også valgt til at være hovedprisen i udstillingens lodtrækning. Herfra vandt hun flere priser, både sammen med sin mand og alene.

I 1932 deltog Aino i en glasdesign-konkurrence, der var arrangeret af Karhula-Iittala glasværket (senere Iittala). Her modtog hun en andenpræmie for sin “Bölgeblick”-kollektion, der bestod af en kande, et drikkeglas, skåle, fade, en sukkerskål og en flødekande, men som senere hen er blevet udvidet med yderligere produkter. I 1936 modtog hun desuden en guldmedalje for “Bölgeblick” på en udstilling i Milano.

Sidenhen lavede hun flere glaskollektioner, heriblandt “Blomsten af Riihimäki” (1933), “Maija” (1936) og “Aaltos blomst” (1939).

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Heporauta, A., Hipeli, M., Launonen, M., Mikonranta, K., & Suominen-Kokkonen, R. (2004). Aino Aalto. Vammalan: Alvar Aalto Museum.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig