Faktaboks

Trygve Bratteli

Trygve Martin Bratteli

Født
11. januar 1910, Nøtterøy, Norge
Død
20. november 1984, Oslo, Norge
Trygve Bratteli
Trygve Bratteli, foto 1971.
Af /Riksarkivet.
Licens: CC BY 2.0

Trygve Bratteli var en norsk socialdemokratisk politiker. Han var Norges statsminister fra 17. marts 1971 til 18. oktober 1972 og igen fra 16. oktober 1973 til 15. januar 1976.

Tidlige år

Trygve Bratteli blev født i Nøtterøy i Vestfold og var i sin ungdom bl.a. på hvalfangst og arbejdede som bygningsarbejder. Senere fortsatte han som journalist og redaktør på forskellige arbejderaviser. Han blev arresteret af tyskerne i 1942 og sad tre år i tysk fangenskab.

Partileder og minister

Fra 1945 indtog Bratteli centrale positioner i norsk politik. Han var Arbeiderpartiets næstformand 1945-1965 og partileder 1965-1975 efter Einar Gerhardsen, ligesom han var dets parlamentariske leder 1964-1971 og igen 1976-1981. Fra 1949 til 1981 var han stortingsrepræsentant for Oslo. Som finansminister gennem 1950'erne havde han et stort ansvar for genrejsningen og den økonomiske politik efter 2. Verdenskrig.

Statsminister

Bratteli blev statsminister i 1971 efter Per Bortens borgerlige regerings sammenbrud, men allerede i 1972 gik han af efter nederlaget ved folkeafstemningen om norsk medlemskab af EF. Efter stortingsvalget i 1973 dannede Bratteli på ny regering, men trak sig tilbage som statsminister tre år efter og forlod Stortinget i 1981.

Trygve Brattelis memoirer fra krigsfangenskabet, Fange i natt og tåke (1980), er en af de største salgssucceser i norsk boghistorie.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig