Einar Gerhardsen

Einar Gerhardsen, 1897-1987, norsk politiker, statsminister 1945, 1945-51, 1955-63 og 1963-65. Einar Gerhardsen arbejdede som ung i det kommunale vejvæsen og blev i 1919 formand for Veivesenets arbeiderforening og året efter for Oslo arbeidersamfunn. Som medlem for Arbeiderpartiet af Oslos bystyre 1932-45 var han i april 1940 kortvarigt borgmester, men afsattes af tyskerne. Derefter var han aktiv i illegalt arbejde og blev i 1941 arresteret; han sad indespærret i Norge og i tysk koncentrationslejr 1942-44.

Efter befrielsen fik den da ret ukendte Gerhardsen til opgave at danne den første samlingsregering. Efter valget i efteråret 1945 fik Arbeiderpartiet flertal i Stortinget, og Gerhardsen kunne i november på ny danne regering. Han var medlem af Arbeiderpartiets centralstyre 1921-69, formand for partiet 1945-65 samt medlem af Stortinget 1945-69. I perioden 1951-55 var Gerhardsen Arbeiderpartiets leder i Stortinget og blev atter regeringschef 1955-65, kun afbrudt af fire ugers borgerlig regering i 1963.

Einar Gerhardsen blev politisk aktiv i Arbeiderpartiets revolutionære periode i 1920'erne, og han sad flere gange fængslet for sin politiske virksomhed. Han var stærkt påvirket af den militante Martin Tranmæl, men fulgte senere partiets overgang til reformismen, og efter 1945 blev han stærkt involveret i Norges indtræden i NATO i 1949. Gerhardsens magtperiode faldt sammen med Norges genopbygning efter krigen, en periode, der var kendetegnet af sammenhængende økonomisk vækst, velstandsstigning og opbygning af velfærdsstaten. Efterhånden opnåede han en enestående popularitet.

Som pensionist skrev han memoirer i fem bind, Unge år (1974), Fellesskap i krig og fred (1970), Samarbeid og strid (1971), I medgang og motgang (1972) og Mennesker og politikk (1978).