Frank Norris var en amerikansk forfatter. Hans roman McTeague: A Story of San Francisco (1899, da. 1910) indvarslede for alvor naturalismen i amerikansk litteratur. Hos San Francisco-tandlægen McTeague — en amerikansk version af Zolas "bête humaine" — bliver begærligheden efter guld til mani. Erich von Stroheim filmatiserede romanen som Greed i 1923. The Octopus: A Story of California (1901, da. 1918) indledte skildringen af en anden slags guld, hveden. Den omhandler hvedefarmeres konflikt med jernbanen i Californien, der udstrakte sit blæksprutte-monopol fra transport til statens politiske organer. Andet bind, The Pit: A Story of Chicago (1903, da. 1909) ser på børsspekulation i hvede og foregriber Theodore Dreisers portrætter af den amerikanske helt som finansmand og eventyrer, hans storhed og fald.
Norris arbejdede også som journalist og dækkede ligesom Stephen Crane den amerikanske invasion af Cuba i 1898.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.