Læreanstalten blev stiftet i 1917 som en afdeling af Købmandsskolen under navnet Købmandsskolens Handelshøjskoleafdeling af Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse med det formål at give dels dyberegående teoretisk kendskab til handelslivet, dels videregående almen uddannelse.
Det første egentlige studium var diplomuddannelsen i regnskabsvæsen, der begyndte i 1920. CBS blev i 1922 en selvejende institution under navnet Handelshøjskolen og deltes i 1929 i en handelsvidenskabelig og en handelssproglig afdeling. I 1935 blev de første professorater oprettet.
I 1965 oprettedes det handelsvidenskabelige kandidatstudium (cand.merc.), og i 1966 det erhvervssproglige kandidatstudium (cand.ling.merc.) og fra 1970 blev CBS organiseret i et erhvervsøkonomisk og et erhvervssprogligt fakultet; kombinationsuddannelsen SPRØK blev oprettet i 1984. Fra 1965 har CBS kunnet tildele doktorgraderne dr.merc. og dr.ling.merc.
Fra 2007 er CBS et af Danmarks otte universiteter under Uddannelses- og Forskningsministeriet. CBS er statsfinansieret og selvejende med en ansat ledelse og en bestyrelse med eksternt flertal.
CBS har siden 2000 været internationalt akkrediteret af EQUIS, fra 2007 af AMBA og fra 2011 af AACSB.
Universitetet, der er hjemmehørende på Frederiksberg, har 2014 ca. 20.000 studerende, ca. 230 ph.d.-studerende og ca. 1500 ansatte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.