universiteter i Danmark

I 1970 indførtes en styrelseslov for universiteterne i København, Odense og Århus; den blev i 1973 overført til næsten alle landets øvrige videregående uddannelsesinstitutioner. Styrelsesloven var vidtrækkende — og internationalt enestående — i kraft af sin konsekvente decentralisering og en udstrakt indflydelse for studerende, gennem studienævn, og for det teknisk-administrative personale. Som en nyskabelse blev ansvaret for uddannelser og eksaminer lagt i særlige studienævn, hvor universitetslærere og studerende delte pladserne. Styrelsesloven var omdiskuteret i hele sin levetid og ofte under politisk pres.

Universitetsloven afløste fra 1993 Styrelsesloven som ramme for ledelse af de danske universiteter. Den medførte, at ledelsens repræsentation blev forøget på bekostning af de studerende og det teknisk-administrative personale; det var også nyt, at regeringen udpegede medlemmer af konsistorium og fakultetsråd.

Studienævnene blev bibeholdt stort set uændret. Økonomisk lagde Universitetsloven op til øget selvstyre, men stadig flere bevillinger udløses efter såkaldte taxametre som fx beståede eksaminer. Dette har bevirket, at de enkelte uddannelsesforløb er blevet strammet, således at dele af de gamle frie universitetsstudier undertiden er blevet afløst af en mere skolepræget undervisning. Indtil 1977 kunne alle med bestået studentereksamen o.l. blive indskrevet ved universiteter og universitetscentre, mens der var adgangsbegrænsning til de øvrige læreanstalter.

Med virkning fra efteråret 1977 indførtes adgangsbegrænsning, således at det er Undervisningsministeriet, der fastsætter, hvor mange studerende der hvert år må optages på de enkelte uddannelser.

Fra januar 2005 har hvert universitet haft en bestyrelse som sin øverste myndighed. Bestyrelsen, der er sammensat af personer fra den akademiske verden og erhvervslivet, skal varetage universitetets interesser som uddannelses- og forskningsinstitution, herunder fastlæggelse af retningslinjer for universitetets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.

Universitetets øverste administrative ledelse er rektor (ved dennes fravær prorektor), ansat af bestyrelsen, og konsistorium. Derefter følger ved de fleste universiteter fakultetsrådene, der repræsenterer et fagligt hovedområde, fx humaniora, lægevidenskab eller naturvidenskab, og ledes af en dekan. Mindste administrative enhed er institutterne, der repræsenterer en faglig enhed og ledes af en institutleder. Hvert studiefag har et studienævn, der består af et lige antal repræsentanter for undervisere og studerende. Studienævnene planlægger fagets studieordninger, eksamenssystemer, meritoverførsel og undervisningsplaner.