Ph.d. er en akademisk grad, der har sit udspring i det system af akademiske grader, som blev udviklet ved de middelalderlige europæiske universiteter. Ph.d.-graden kendes først og fremmest fra den angelsaksiske verden, hvor det er den højeste grad, man kan erhverve ved et universitet. I Danmark, hvor den højeste videnskabelige grad er doktorgraden, blev betegnelsen ph.d. indført i 1992 som erstatning for licentiat ud fra et ønske om at gøre denne grad internationalt genkendelig.

Faktaboks

Etymologi
af engelsk Ph.D. eller PhD, som er forkortelse for nylatin philosophiae doctor.

Normalt opnås ph.d.-graden som resultat af en treårig formaliseret forskeruddannelse under vejledning ved et universitet afsluttet med udarbejdelsen af en større selvstændig videnskabelig afhandling. Der er dog undtagelsesvis mulighed for at erhverve graden ved at indlevere en afhandling til et universitet, uden at man er indskrevet som forskerstuderende. Ph.d.-graden eller tilsvarende videnskabelige kvalifikationer er mindstekravet ved fast ansættelse i en videnskabelig stilling ved et universitet eller anden forskningsinstitution.

Antallet af ph.d.-studerende er vokset stærkt siden begyndelsen af 1990'erne som konsekvens af en bevidst satsning på at styrke den fremtidige forskerrekruttering.

Antal ph.d.-studerende i Danmark

År Antal
1996 4532
1997 4528
1998 4541
1999 4642
2000 4738
2001 4716
2002 4601
2003 4573
2004 4735
2005 5003
2006 5382
2007 5990
2008 6739
2009 7530
2010 8437
2011 8963
2012 9505
2013 9829
2014 9816
2015 9713
2016 9358
Tal fra Danmarks Statistik

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig