Østrogenbehandling, anvendelse af østrogener som lægemidler.

Behandling af yngre kvinder. De naturlige, humane østrogener, specielt østradiol, bruges især som tilskudsbehandling til kvinder med manglende anlæg af æggestokkene (fx ved Turners syndrom), ved manglende stimulation af æggestokkene pga. hypofysesygdomme eller efter bortoperation af æggestokkene.

Hormontilskud med østradiol kan gives som tabletter, hudplastre, salve eller depotinjektioner.

Klimakteriebehandling. Kvinder i eller efter klimakteriet er de hyppigste brugere af østrogenbehandling. I løbet af klimakteriet sker der et langsomt fald i æggestokkenes hormonproduktion, hvilket er en del af kvinders naturlige aldring. Ved at indtage østrogen kan kvinder til en vis grad forebygge den øgede tendens til knogleskørhed, åreforkalkning og blodpropper i hjertet, som aldringen indebærer. Østrogenbehandling kan også afhjælpe klimakterielle symptomer som hedeture, nattesved og slimhindetørhed.

Bivirkninger. Østrogenbehandling kan give bivirkninger i form af kvalme, øget væskeophobning i vævene (ødem) og brystspænding. Desuden påvirker østrogen livmoderslimhinden. Dette medfører en betydelig øget risiko for en særlig form for livmoderkræft, se livmodersvulster. Derfor bør østrogenbehandling altid kombineres med behandling med gestagenpræparater, som bevirker, at den fortykkede, østrogenpåvirkede livmoderslimhinde afstødes som en menstruationslignende blødning. Derved elimineres den øgede risiko for livmoderkræft. For mange kvinder er blødninger efter klimakteriet generende, men ved at tilsætte visse syntetiske gestagener kan man opnå, at livmoderslimhinden bliver så indsvunden (atrofisk), at blødningerne ophører. Ved langtidsbehandling med østrogen er der en let øget risiko for brystkræft.

Østrogenbehandling medfører en øget risiko for blodpropper i de dybe vener og i lungerne, især hos kvinder, der i forvejen har en øget tendens til blodpropper. Det gælder fx overvægtige kvinder og kvinder med diabetes mellitus (sukkersyge).

Lokalbehandling. Til lokalbehandling af slimhindetørhed i skeden og blæren er østradiol og østriol velegnet i form af små tabletter, stikpiller, creme eller en hormonholdig ring, der lægges op i skeden.

P-piller. Syntetiske østrogener kombineret med syntetisk gestagen bruges som svangerskabsforebyggelse (prævention) i p-piller. Det syntetiske østrogen virker især ved sammen med gestagen at hæmme hypofysens dannelse af overordnede kønshormoner (FSH og LH) og dermed udvikling af æg og ægløsning i æggestokkene.

Behandling af mænd. Østrogener i store doser kan bruges til at hæmme dannelsen af hypofysehormoner hos mænd og dermed standse produktionen af testosteron. Denne virkning kan bruges ved behandling af prostatakræft.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig