Faktaboks

Årre Kirke
Sogn
Årre Sogn
Provsti
Varde Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Varde Kommune
Årre Kirke
Årre Kirke set fra sydøst. Foto: 2006.
Årre Kirke
Af .
Årre Kirke
Årre Kirke er opført i ca. 1250-1300, og tårnet er bygget til i senmiddelalderen.
Årre Kirke
Af .

Årre Kirke er en sognekirke beliggende i landsbyen Årre.

Kirkegården afgrænses af sine historiske skel og er hegnet med brede stensatte diger. Kirkegårdens hovedindgang befinder sig i syddiget. Der er tale om en køreport mellem hvidtede piller fra 1905, som lukkes med jerngitterfløje. Syd for den historiske del af kirkegården blev en større udvidelse taget i brug i 1980. På kirkegården findes en gravhøj fra oldtiden samt et ligkapel fra ca. 1960 og et graverhus fra 1980. Indtil 1945 lå der en kirkestald på graverhusets placering.

Kirkebygningen

Kirken er en romansk bygning bestående af kor og skib, hvortil vesttårnet og formentlig også våbenhuset blev føjet i senmiddelalderen. Kirken er i øst påbegyndt i granit, men afsluttet i en blanding af granit, tuf og tegl ca. 1250-1300.

Efter fuldendelse af det kvaderbyggede kor har byggeriet formentlig ligget stille i en periode inden skibet blev afsluttet i en blanding af granit, tuf og tegl. Opholdet i byggeriet markeres formentlig af en lille forskel i bygningens profilerede granitsokkel.

Koret er muligvis opført med tre romanske vinduer, men kun det i korets nordside er bevaret. Skibet havde formentlig fra begyndelsen to romanske vinduer i henholdsvis nord- og sydmuren, men kun det i nordmurens østende, som i 1930 blev genåbnet, er bevaret til i dag. En åbning længere mod vest i nordmuren er en åbning i romansk stil fra samme tid.

Kirken fik i romansk tid både en nord- og en syddør i skibet. Heraf er den sidstnævnte stadig i brug, men dens oprindelige proportioner blev ændret i forbindelse med en udvidelse ca. 1875. Det senmiddelalderlige tårn er opført i munkesten, men fremtræder i dag i den skikkelse det fik i forbindelse med en større ombygning i 1758.

Indvendigt er kirkerummets pudsede vægge overvejede af marksten, og hele kirken har fladt bjælkeloft.

Inventar og gravminder

Fra kirkens tidligste tid stammer kirkens romanske granitdøbefont. Den er præget med rige relieffer med en fremstilling af et antikt tornudtrækkermotiv, hvilket er enestående i Danmark. Fra slutningen af middelalderen stammer den sengotiske klokke.

Stoleværket stammer fra 1582 og knytter sig til en større inventarfornyelse på dette tidspunkt, hvoraf en altertavle, skriftestol og degnestol nu er gået tabt. Prædikestolen fra 1618 er udført af Mads Christensen Gamst og er nært beslægtet med prædikestolen i Grimstrup fra 1604. Alterstagerne er fra ca. år 1600, og altersølvet er udført af Jørgen Stilche (død 1685) i 1667, men først skænket til kirken i 1759. I 1840 blev renæssancealtertavlen erstattet af en tavle med et maleri af landsbymaleren C.F. Lind. Den nuværende altertavle er opstillet ved en istandsættelse i 1931. Den er forsynet med malerier af Erik Pedersen.

I kirken opbevares der fliser, gravsten og gravstensfragmenter fra 1600-1700-tallet. Tidligere har der også været en gravramme af eg fra ca. 1605 i kirken, men den blev fjernet ca. 1881. En gravramme er en ramme af træ, evt. med skåret indskrift, beregnet til indramning af gravsten, gravflise eller jorddækket gravsted. De er meget sjældne, da de som oftest ikke er bevaret. På kirkegården er der bl.a. opstillet seks støbejernskors fra 1800-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig