Kritikere af socialkonstruktivismen er typisk enige i, at forståelser og overbevisninger er konstruerede og varierer fra kultur til kultur. De er også enige i, at viden er en menneskelig frembringelse. Men kritikerne afviser, at man heraf skulle kunne slutte, at virkeligheden selv er konstrueret. De mener også, at man må skelne mellem, hvad der anses for viden og hvad der faktisk er viden. Rigtig viden må være begrundet og korrekt; det er ikke nok at et individ eller en gruppe har en fast overbevisning. På denne kritik svarer socialkonstruktivisterne typisk, at kritikerne blot giver forrang til en bestemt praksis eller diskurs, f.eks. den naturvidenskabelige, som de gør til målestok for det som er virkeligt.
Socialkonstruktivismen er også blevet kritiseret for at være en form for relativisme. Det følger af teorien, at der gælder forskellige sandheder for forskellige grupper og til forskellige tider. Dermed bliver det vanskeligt at kritisere bestemte synspunkter, da der ikke gives nogen uafhængig standard for rigtigt eller forkert. Ifølge kritikerne betyder relativismen også, at socialkonstruktivismen bliver selvgendrivende, idet den – såfremt den er sand – selv kun kan være en social konstruktion og ikke en almen sandhed. Dette betegnes også som refleksivitetsproblemet.
Nogle kritikere mener tillige, at socialkonstruktivismen tillægger mennesket en usandsynlig eller urimeligt stor magt over virkeligheden og viderefører en problematisk tendens til antropocentrisk tænkning. Denne indvending har ført til modifikation af socialkonstruktivismen, som i stigende grad har nærmet sig et transhumanistisk standpunkt. Det gælder f.eks. Latour, der understreger at virkeligheden ikke frembringes gennem menneskets handlinger alene, men af et netværk bestående af både menneskelige og ikke-menneskelige aktører (f.eks. laboratorieudstyr og mikroorganismer).
Et mere specifikt kritikpunkt er, at menneskers sprog og begreber ikke varierer så meget, som socialkonstruktivismen antager, men giver grundlag for en fælles virkelighedsforståelse. Med baggrund i fænomenologi og kognitionsforskning er det desuden blevet indvendt, at den menneskelig erfaring ikke er så stærkt formet af sprog og sociale konventioner, men har et eget indhold, som går forud for sproget og danner grundlag for vores begreber.
Mange forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab bruger socialkonstruktivismen som en fortolkningsramme (f.eks. når foretager diskursanalyse), uden at de dermed nødvendigvis tilslutter sig de mere radikale, filosofiske antagelser om naturen af viden eller virkelighedens beskaffenhed, og de er dermed i mindre grad berørt af kritikken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.