Avantgarden har fra begyndelsen elsket soiréer, begivenheder og gruppeoptræden. Et eksempel var balletten Parade (premiere 17.5.1917) af Jean Cocteau. Et vigtigt medie for avantgarden var manifestet og pamfletten. Fra et kirketårn i Venedig uddelte futuristen Filippo Tommaso Marinetti fx i 1910 800.000 flyveblade med overskriften "Imod det fortidselskende Venedig", der gik lige til sagen: "Venetianere. Da vi råbte slagordet 'lad os myrde måneskinnet', tænkte vi på dig, gamle Venedig, tilsølet af romantik".
Den russiske futurist Vladimir Majakovskij kunne i 1912 effektivt give "En lussing til den borgerlige smag" og erklære, at Pusjkin var lige så uforståelig som hieroglyfferne, og at Tolstoj og Dostojevskij kunne smides "over bord fra nutidens dampskib".
Forsøget på at gøre det usandsynlige muligt og drømmen til virkelighed fik i surrealismen voldsomme udtryk som i André Bretons "Det andet surrealistiske manifest" fra 1930: "Den enkleste surrealistiske handling består i at gå ned på gaden med sine revolvere og skyde tilfældigt ind i mængden" og "lad os angribe sproget. Det er den værste af alle konventioner".
I 1960'erne blev mange af virkemidlerne fra de første avantgardebevægelser genoptaget i neoavantgardens eksperimenter. I Andy Warhols pop art masseproduceredes fx malerier af colaflasker og konservesdåser. I Fluxus-koncerter og happenings blev musik, maleri og poesi samlet i en og samme begivenhed, der gerne måtte vække opmærksomhed inden for den kunstverden, man ellers voldsomt vendte sig imod.
Igen i 1980'erne knyttede en ny generation af kunstnere an til avantgardens projekt. I Danmark proklamerede unge lyrikere med forbillede i André Bretons surrealisme, at de ville "folde drømmens faner ud" (Michael Strunges udtryk), og hentede inspiration i Emil Bønnelyckes futuristiske digte om storbyen og teknikken i 1920'erne. Siden 1990'erne er ordet transavantgarde blevet anvendt som en betegnelse for nye kunstformer, der i samme udtryk blander stilarter og virkemidler fra vidt forskellige historiske perioder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.