avantgardedans

Avantgardedans, På dansens område indskrev en række af Les Ballets Russes' forestillinger i Paris sig i avantgarden. Igor Stravinskijs og Vaslav Nijinskijs Le Sacre du printemps (1913) skabte skandale med en musik, hvis dissonanser ikke opløstes i harmonier, og med en koreografi, der brød totalt med 250 års klassisk ballet; idéen om den klassiske ballets ynde blev trampet under fode.

Til avantgarden hørte også Parade i 1917, hvori Jean Cocteau med librettoen om gadeakrobater en søndag eftermiddag i Paris førte balletten mod en ny og nutidig verden. I ballettens programartikel lancerede den franske digter Guillaume Apollinaire ordet surrealisme for første gang.

Pablo Picasso førte kubismen på balletscenen med sine dekorationer til Parade, og i musikken opererede Erik Satie med støj og reallyde.

Avantgardeidéer dukkede senere op i Henri Laurens' kubistiske Côte d'Azur-dekoration og Picassos fortæppe til Le Train bleu (1924) såvel som i Naum Gabos og Antoine Pevsners ekstravagante konstruktivistiske dekoration af gennemsigtigt materiale, som reflekterede lyset, i balletten La Chatte (1927).

Men som helhed var Serge Diaghilev og Les Ballets Russes ikke mere avantgarde, end at det fashionable publikum i Paris kunne nyde hans balletter.

Les Ballets Suédois skubbede med sine forestillinger i Paris 1920-25 balletten et skridt videre mod avantgarden. Et hovedværk blev Jean Cocteaus Les Mariés de la Tour Eiffel (1921, Brylluppet på Eiffeltårnet) med musik af Les Six. Balletten lukker op til kunstnerens under- og ubevidsthed, og formmæssigt foregriber den på mange måder 1950'ernes absurdisme.

Grundlæggeren af Les Ballets Suédois, Rolf de Maré, tiltrak avantgardekunstnere som Fernand Léger, der lavede dekorationer til Skating Rink (1922) og La Création du monde (1923) med libretto af Blaise Cendrars og den svenske maler Nils Dardel (Maison de fous, 1920). "Antiballetten" Relâche (1924) fremstod som en happening, en dadaistisk fantasi; librettoen var af Francis Picabia, musikken af Erik Satie og filmindslag af René Clair. Herefter mente Rolf de Maré ikke at kunne drive kunstarten videre og opløste kompagniet.

Oprøret mod den klassiske balletæstetik kom i Tyskland i begyndelsen af 1900-t. til udtryk i Rudolf von Labans og Mary Wigmans Ausdruckstanz, der ledte frem til Kurt Jooss og Pina Bausch, mens Oskar Schlemmer i Bauhausgruppen søgte nye veje for dansen ved at nærme den til maleri og skulptur. Renest udførte han sine tanker i Triadisches Ballett (1922).

Oprøret og eksperimenterne i den amerikanske danseverden i dette århundrede, som fik stor indflydelse i Europa og også for danselivet herhjemme, samles under betegnelserne modern dance, post-modern dance (fra 1962) og postmodernistisk dans i 1980'erne.

Læs mere om avantgardemusik her.