Faktaboks

Manu Sareen
Født
16. maj 1967

Manu Sareen.

Manu Sareen er en dansk politiker og forfatter. Han er født i Indien, men kom til Danmark i 1971.

Manu Sareen, der er uddannet socialpædagog og konfliktmægler, var fra 2008 til 2010 statsrevisor. Han virkede i årene 1999-2007 som etnisk konsulent for Københavns Kommune. Fra 2002 var han medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Radikale Venstre, hvor han var gruppeformand.

Sareen blev medlem af Folketinget i 2011 og efter valget udpeget til minister for ligestilling og kirke samt minister for nordisk samarbejde i regeringen Helle Thorning-Schmidt. Sareen var den første danske minister med indvandrerbaggrund. Han er vokset op i en hinduistisk familie, men er dansk gift og medlem af folkekirken.

Ved en ministerrokade i forbindelse med SF's udtræden af regeringen i januar 2014 blev Manu Sareen minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold. Han sad på posten indtil folketingsvalget i 2015.

Manu Sareen blev ikke genvalgt til Folketinget i 2015. I 2016 meldte han sig ud af Radikale Venstre og ind i Alternativet. I marts 2021 bekræftede Socialdemokratiet på Frederiksberg, at Manu Sareen nu var medlem af Socialdemokratiet og en af partiets 17 kandidater til kommunalvalget i november 2021. I maj 2022 blev han valgt som ny formand for ADHD-foreningen. Han meldte sig efterfølgende ud af Socialdemokratiet.

Manu Sareen har skrevet flere fag- og børnebøger, bl.a. serien om Iqbal Farooq, for hvilken han i 2010 fik Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris. Bogen Når kærlighed bliver tvang (2003) er et debatoplæg om tvangsægteskaber blandt indvandrere og flygtninge i Danmark. Manu (2015) er en selvbiografi.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig