Ivar Bentsen var en dansk arkitekt.
Søn af bygmester Andreas Bentsen. Blev uddannet 1899-1902 på Kunstakademiet i København, hvor han var professor 1923-1940. Han overtog 1907 sin fars håndværkerskole i Vallekilde og flyttede den i 1915 til Holbæk som bygmesterskole.
Ivar Bentsen var internationalt orienteret og skabte med en forenkling og rationalitet i det anonyme erhvervs- og boligbyggeri et nyt grundlag for arkitektur og bebyggelse efter Systemskiftet i 1901. Det tilgodeså en menneskelig dimension og havde dansk håndværkstradition som forudsætning. Hans byggerier, hans engagement i samfundsdebatten og hans pædagogiske virke prægede mange arkitekters arbejder i et halvt århundrede.
Ivar Bentsen hørte til kredsene omkring Den Fri Architektforening, Bedre Byggeskik, Dansk Byplanlaboratorium og Kooperative Arkitekter. I 1910'erne tegnede han bl.a. landbrugs- og skolebyggerier i Vestsjælland og boliger i Holbæk; et tidligt hovedværk er Nordvestsjællands Elektricitetsværk i Svinninge (1913). Sammen med billedhuggeren Kai Nielsen udformede han Blågårds Plads i København (1912-1916), og med Kaare Klint indrettede han 1921-1926 Kunstindustrimuseet i det tidligere Frederiks Hospital i København.
Blandt Ivar Bentsens boligbyggerier er Bakkehusene på Bellahøj (sammen med Thorkild Henningsen, 1921-1923) og dele af Blidah-bebyggelsen i Hellerup (1932-1934). I Gentofte byggede han 1932-1936 for Nordisk Insulinlaboratorium bl.a. Niels Steensens Hospital.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.