Kai Nielsen

Kai Nielsen var en dansk billedhugger, en af de store fornyere i dansk skulptur.

Kai Nielsen stræbte efter et skulpturelt udtryk, der repræsenterede et radikalt opgør med naturalismen og symbolismen, som han stiftede bekendtskab med på Kunstakademiet 1902-1906 som elev af Carl Aarsleff. Inden da var han blevet udlært som håndværksmaler og var gået i gang med at male billeder.

Sammen med akademikammeraten Einar Utzon-Frank søgte Kai Nielsen nye udfordringer i Glyptotekets samlinger af nyere skulptur, især af Constantin Meunier og Auguste Rodin. En socialt engageret skulptur tog form med Blind almuepige (bronze 1907, Glyptoteket), mens Marmorpigen (1909-1910, Faaborg Museum) vakte stor opmærksomhed i kraft af et nyt forhold mellem motiv og materiale, der kom til udtryk i en ligeværdig betoning af skulpturen som kvinde og som stenblok.

Samtidig introducerede den de fyldige, glidende former, der kendetegner det meste af hans senere værk. I en række kvindefigurer er det erotiske motiv bærende, således i Leda med svanen (bl.a. i kalksten 1918, Glyptoteket), der udtrykker en tidstypisk drøm om kvinden i instinkternes vold, men samtidig er en stringent komponeret skulptur, opbygget over trekanten som gennemgående motiv. Kvindeskulpturerne er placeret i flere danske byer, fx Aarhuspigen (1921) ved Aarhus Stadion.

Hermen af Thorvald Bindesbøll (1909-1910, i bl.a. slebet granit i Kunstindustrimuseet) var Kai Nielsens første større arbejde som portrætkunstner. Den efterfulgtes af mindre portræthoveder af kunstnerkolleger som Niels Larsen Stevns og Ludvig Karsten, af bokseren Dick Nelson (1918) og af flere børn.

Kai Nielsen var fynbo og blev fra oprettelsen repræsenteret i Faaborg Museum; stifteren, Mads Rasmussen, har han portrætteret i en monumental statue i museet i sort, poleret granit (1912-1914). Blandt hans første udsmykningsopgaver var Ymerbrønden til torvet i Faaborg (sandsten 1913, bronze 1964), i sin tid meget omdiskuteret på grund af jætten Ymers nøgenhed.

Omstridt var også den skelsættende udformning af Blågårds Plads i København (1912-1916, sammen med arkitekten Ivar Bentsen), tænkt som en demokratisk udsmykning til arbejderne og deres børn. Figurgrupperne i granit med repræsentanter for kropsarbejdet er stramt inkorporeret i en arkitektonisk helhed, men synes samtidig ved deres kraft at være ved at sprænge denne.

1918-1920 skabte han en omfattende udsmykning til Klaveness Parken i Lysaker ved Oslo med bronzeskulpturen Vandmoderen i centrum, en kvindefigur med en ny rolle som frugtbarhedssymbol; en marmorudgave findes i Glyptoteket.

Kai Nielsen døde under arbejdet med et udkast til Søfartsmonument (1924, Glyptoteket) efter flere lange sygdomsperioder. I løbet af sit ret korte, men overordentlig produktive virke var han blevet kendt i vide kredse, både via sine offentlige opgaver, sin statuetteproduktion for bl.a. Bing & Grøndahl og Herman August Kähler samt for sine fyndige formuleringer om kunst, heriblandt Maximer (1920).