Parterne indgik tillige en hemmelig tillægsprotokol, der opdelte Østeuropa i en tysk og en sovjetisk interessesfære. Den gjorde Finland, Estland, Letland, Bessarabien og det østlige Polen til sovjetisk interesseområde, mens det øvrige Polen skulle være tysk.
Den 1. september 1939 angreb og besejrede Tyskland Polen ved begyndelsen af 2. Verdenskrig, hvorefter Sovjetunionen den 17. september 1939 erobrede de østlige del af Polen. Herefter blev der i Moskva den 28. september 1939 undertegnet en ny grænseaftale. Den betød at Sovjetunionen overgav dele af det sydøstlige Polen mellem Warszawa og Lublin (som Sovjetunionen netop havde erobret) til Tyskland, samtidig med at Tyskland anerkendte Litauen som en sovjetisk interessesfære.
Dermed havde Sovjetunionen genvundet kontrollen over de tre baltiske lande, som i sommeren 1940 blev indlemmet i Sovjetunionen. Først i 1991 genvandt Estland, Letland og Litauen deres selvstændighed.
Et sovjetisk forsøg på at få ændret grænsen til Finland førte til Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen i vinteren 1939-1940. Den endte med, at Finland afstod grænseområder til Sovjetunionen. Finland bevarede imidlertid sin selvstændighed.
Tillægsprotokollen kom til offentlighedens kendskab efter 2. Verdenskrig, efter at amerikanske styrker i 1945 havde erobret det tyske udenrigsministeriums arkiv intakt. Tillægsprotokollen blev trykt i den amerikanske kildepublikation "Nazi-Soviet Relations" i 1948. Protokollens eksistens blev benægtet af Sovjetunionen helt frem til 1989.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.