vækkelser

Vækkelser, religiøse vækkelser, et hovedsagelig protestantisk begreb med rod i 1700-tallets pietisme og med sit nutidige betydningsindhold fra 1800-tallet. Begrebet kan undertiden bruges i rent verdslig sammenhæng (se folkelige bevægelser).

Religiøse vækkelser hænger ofte både på det individuelle og det kollektive plan sammen med henholdsvis personlige og samfundsmæssige omvæltninger og kriser, der fører til omvendelse eller et radikalt forandret livsmønster, som ofte vil være præget af stærke følelsesoplevelser, biblicisme og moralsk rigorisme.

Vækkelser udgør tit en modkultur til de bestående kirkelige og religiøse samfund og deres ordninger; de kendetegnes generelt ved kirke- og kulturkritik og kan rumme radikale holdninger af teologisk, social og/eller politisk art. I visse tilfælde søger de indefra at vække bestående institutioner til nyt liv, men hyppigt resulterer vækkelser i dannelse af frikirker og sekter, hvis de da ikke helt undgår en institutionalisering.

Vækkelser er fortsat en levende tradition, navnlig inden for protestantismen og herunder især i USA, hvorfra en række vækkelser i 1800- og 1900-t. forplantede sig til Sydamerika og Europa, senest i form af mange af de nye religioner. I Danmark er vækkelser overvejende forblevet i folkekirken med Indre Mission og grundtvigianismen som de dominerende størrelser.

Vækkelsesmøder er gudstjenester, hvis formål er at vække tilhørerne til omvendelse og tro; inden for kristendommen er der ofte tale om møder uden for de etablerede kirker og med forkyndelsen henvendt til nye grupper. Prædikanten understreger nådegaverne og er ofte selv en person med karismatiske evner: Atmosfæren under sådanne møder lades gerne op med indslag af fx sang, musik, dans, bøn, ekstase, tungetale og helbredelser.