Omvendelse, ændring af et menneskes religiøse eller moralske indstilling og livsførelse.

Man kan forstå omvendelse som en passivt erfaret begivenhed: at blive omvendt (af Gud eller et andet menneske), eller som en aktiv beslutning: at omvende sig. I religiøs og specielt kristen sammenhæng betyder omvendelse i første omgang, at et menneske eller en gruppe mennesker antager en ny religion (se konvertit). Men ordet har også en moralsk betydning, at ændre eller forny sit liv. Luther har fremhævet omvendelsen som en daglig tilbagevendende begivenhed, boden, hvor den enkelte vender (eller "kryber") tilbage til dåben. I protestantisk ortodoksi (ca. 1555-1700) var omvendelse et bestemt trin i frelsesorden, der førte fra kaldelsen til helliggørelse. En særlig rolle spillede omvendelsen i pietismen, hvor den opfattedes som en skelsættende engangsbegivenhed, en genfødsel og et åndeligt gennembrud i det enkelte menneskes liv, en personlig tilegnelse af frelsen. Noget lignende gælder i Indre Mission.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig