tungetale

Tungetale er almindeligvis en uforståelig, ekstatisk tale, der ikke er under den talendes kontrol. Tungetale kendes fra flere sammenhænge, herunder religiøse, hvor den fortrinsvis har spillet en rolle i afgrænsede miljøer.

I Det Nye Testamente omtales fænomenet først og fremmest af Paulus i 1. Korintherbrev, kap. 12-14. Paulus opfatter her tungetale som udvirket af Helligånden og vurderer den grundlæggende positivt, ja ligefrem som en nådegave. Samtidig betoner Paulus dog dens begrænsede værdi. For den opbygger ikke menigheden, medmindre den udlægges af en, der er i besiddelse af fortolkningens nådegave. Tungetale nævnes desuden i den senere tilføjede afslutning til Markusevangeliet (16,17: "tale med nye tunger"), mens de steder, hvor fænomenet "taler i tunger" optræder i Apostlenes Gerninger (2,4.11 (pinsebegivenheden); 10,46 og 19,6), handler om helt igennem forståelig profetisk tale.

Tungetale, der i afgrænsede kredse har spillet en beskeden rolle gennem kirkens historie, kendes i nutiden især fra pinsevækkelsen, hvor den hører til denne kirkeafdelings karakteristika.